Julie Kepp Jensen tilfreds med weekendens juniorrekorder
23-03-2016 11:24:37:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Det blev til hele to danske juniorrekorder for Julie Kepp Jensen ved weekendens Øst Junior/Senior Langbanemesterskaber, men endnu vigtigere for svømmeren var det to nye personlige rekorder.
Julie Kepp Jensen (JGI/A6) kunne i denne weekend forbedre to af sine egne danske juniorrekorder ved Øst Junior/Senior Langbanemesterskaberne. Den ene blev sat fredag aften i 50 fly med tiden 27.03, mens den anden blev svømmet hjem lørdag formiddag i 50 fri i tiden 25.25.
SvømmeSport har fået fat på hende i denne uge efter stævnet, og hun er ganske tilfreds med sine præstationer, som hun dog ikke lægger for meget i.
- Jeg er selvfølgeligt glad for de nye rekorder, men det er heller ikke nogen hemmelighed, at man får lidt hjælp af bassinet i Ballerup. Derfor lægger jeg ikke så meget i de nye rekorder, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg tænker ikke på rekorderne som danske juniorrekorder, men bare som personlige rekorder. Dem vil jeg altid gerne forbedre, og jeg håbede, at der var en mulighed for at gøre det, især på 50 meter-løbene i Ballerup.
Med en forventning om at komme ud og prøve taktik og teknik af efter et sygdomsforløb, må man sige, at det gik ganske fint for Julie.
- Mine forventninger var at komme ud og se, hvad jeg kunne efter en periode med en god træningslejr og desværre en uge uden træning på grund af sygdom, fortæller hun. Jeg gik ikke efter et bestemt resultat, men mere efter at prøve nogle forskellige taktikker og teknikker af. Jeg mangler at få de sidste småting på plads, men ellers er jeg i god form.
En form, der forhåbentlig kan give gode resultater, når Danish Open begynder i næste måned.
- Vi er lige nu i gang med de sidste hårde uger inden nedtrapning mod Danish Open, fortæller Julie. Dette stævne (Øst Junior/Senior Langbanemesterskaberne red.) var bare et træningsstævne. Jeg laver en halv topning mod Danish Open, og så en fuld topning til EJM, der er sæsonens hovedmål.
Tak til Julie Kepp Jensen for interviewet og stort tillykke med de to nye danske juniorrekorder!
Du kan læse nyhederne fra weekenden om Julies rekorder via nedenstående links:
Julie Kepp Jensen fornyer sin danske juniorrekord i 50 fly!
Endnu en dansk juniorrekord til Julie Kepp Jensen!
Foto: Patrick Kraemer.