Medie: Dansk medaljeregn ved europæisk ungdoms-OL
29-07-2017 18:15:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Det blev til tre flotte svømme-medaljer ved EYOF.
50 unge atleter har den seneste uge deltaget ved European Youth Olympic Festival i ungarske Györ. I den forbindelse har DIF samlet op på de flotte resultater ved mesterskabet, der har budt på i alt 9 medaljer - heraf 3 svømme-medaljer.
Chef de mission for de danske hold i Ungarn, Jakob Ovesen, udtaler følgende om resultaterne i en nyhed fra DIF:
- Medaljemæssigt har det været et fantastisk europæisk ungdoms-OL set med danske briller. Medaljebundlinjen lyder på ni medaljer i fem sportsgrene. Og skal jeg fremhæve nogen, så må det naturligvis være de tre guldmedaljer til William Blume Levy i enkeltstarten, Thea Blomsterberg i 200 m. bryst og Clara Tauson i tennis. Det er store internationale sportsgrene, hvor konkurrencen er ekstra hård, så det giver gode perspektiver for fremtiden.
- Vi er naturligvis stolte over de ni medaljer, fordi vi ved, at det er dem, som vi huskes for og bliver målt og vejet på. Jeg er dog mere glad for den olympiske erfaring, som atleterne har opnået, og som de vil få stor gavn af i årene fremover. Alle de danske atleter er blevet udfordret på højeste europæiske niveau, og internt på holdet omtaler vi det europæiske ungdoms-OL som den bedste uddannelse i at præstere under pres med forstyrrende omgivelser. At deltage i en stor international multisportevent er ikke noget, som man kan øve i træningslokalet. Det skal opleves og give blod på tanden til flere olympiske events i fremtiden.
Læs hele nyheden på DIF's hjemmeside, hvor du blandt andet også kan finde en medaljeoversigt.