Dobbelt dansk juniorrekord ved fredagens DM Junior
11-11-2016 20:20:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Både Aalborgs Katrine Bukh Villesen og Esbjergs Mikkel Gadgaard har her til aften sat nye danske juniorrekorder ved DM Junior i Bellahøj Svømmestadion.
Det blev endnu en god aften ved DM Junior i Bellahøj Svømmestadion denne fredag aften, hvor hele to nye danske juniorrekorder blev svømmet hjem.
Den første stod Aalborg Svømmeklubs Katrine Bukh Villesen for, der her til formiddag allerede havde sat ny dansk juniorrekord på 200 butterfly. Her til aften kunne hun så cutte yderligere af tiden.
I finalen svømmede hun nemlig tiden 2:09.12 og forbedrede derfor sin tid fra i formiddags med flere sekunder, der lød på 2:11.21. Samtidig svømmede hun også juniormesterskabet på distancen hjem.
Stort tillykke til Katrine!
Aftenens anden danske juniorrekord sørgede Esbjergs Mikkel Gadgaard for på 400 medley. Med tiden 4:16.13 slettede han Mads Jensens (Birkerød Svømmeklub) næsten syv år gamle rekord, der lød på 4:16.97. Der skal dermed også lyde et stort tillykke til Mikkel, der naturligvis også vandt juniormesterskabet på distancen.
Dermed slut ved fredagens finaleafsnit ved DM Junior. Du kan se alle dagens resultater på Livetiming.dk.
I morgen går det igen løs, når de indledende afsnit skydes i gang klokken 9.30, mens finalen har start klokken 17.
Mikkel Gadgaard. Foto: SvømmeSport.
Katrine Bukh Villesen. Foto: Privat.