Stig Michaelsen evaluerer på DKM
04-12-2012 16:00:00:
Af: Mads Hjorth
Ifølge Horsens-træneren er der plads til forbedringer
Et velarrangeret DKM i Bellahøj er overstået efter 4 dage fyldt med en masse god svømning. Her på Svømmesport vil vi de kommende dage forsøge at gøre status på mesterskaberne, og har i den forbindelse spurgt trænere rundt omkring i det danske svømmeland om deres oplevelse af DKM.
Stig Michaelsen, cheftræner i Horsens Svømmeklub, arbejder til dagligt med juniorsvømmere, der befinder sig på absolut topplan. Især to springer frem, Amalie Østrup og Daniel Steen Andersen, som begge deltog ved de Europæiske Junior Mesterskaber i Antwerpen.
Vi har spurgt ind til Stigs syn på DKM, og hans planer fremadrettet for Horsens Svømmeklub.
Horsens Svømmeklub var med 10 guldmedaljer for juniorer en af de klubber, der markerede sig ved dette års DKM. En stærkt svømmende Daniel Steen Andersen satte en tyk streg under dette med sin imponerende danske juniorrekord i 100m butterfly.
Horsenstræner Stig Michaelsen var da også godt tilfreds med klubbens præstationer:
”Vi tog 14 medaljer, heraf 10 juniorguld, og Daniel Steen Andersen lavede DJR på 100m butterfly. Så vores målsætning om 10-14 medaljer viste sig at holde”.
Stig Michaelsen - her sammen med sine svømmere fra Horsens i forbindelse med weekendens DM på kortbane.
Rammerne var dog ikke optimale ifølge Stig:
”Stævnet (indledende) blev meget langt. Det betød mindre restitution for svømmere med finaler om aftenen, hvis holdkapperne ikke lå i finaleafsnittet. 10 heat i 400m fri kan umuligt være et tegn på at svømme-Danmark har forbedret sig, og det hænger ikke sammen med den målsætning man har fra unionens side, om at sætte retningen efter hvad det internationale billede er. De internationale kravtider sættes i vejret og de nationale sænkes - Det hænger ikke helt sammen. Dog er det kommet mig for øre, at der bliver gjort noget ved sagen.
Stig mener, at kravtidssystemet kunne optimeres ved at gøre de regionale mesterskaber til kvalifikationsmesterskaber. Dette kunne muligvis også gøre de regionale mesterskaber mere seværdige og der ville samtidig være motivation for noget rigtig hurtigt svømning.
Stig fremhæver også andre aspekter, som kunne hjælpe til med at gøre DKM til en endnu større oplevelse for svømmere, trænere og publikum:
”Jeg tænker faktisk, at en genindførsel af den gamle vandrepokal "ældste svømmer i en A-finale" kunne være rigtig fedt. Det kunne være en sjov ting, da det synes at være ung-seniorer, der svømmer DM og ikke mange af "de gamle". Der har også tidligere været interviews med svømmere og trænere og folk fra unionen. Det gav noget mere liv til stævnet.
Og når så mange af landets bedste trænere er samlet et sted burde man forsøge at skabe sparring og udvikling. Stig fremhæver især Dansk Svømmeunions sportschef Mikkel von Seelens clinic oplæg fra sidste år, som en rigtig god oplevelse.
Fremadrettet venter især et Nordisk Juniormesterskab (NJM), hvor Daniel og Amalie skal forsøge at forsvare deres titler fra forrige år. Efter NJM vil der blive arbejde målrettet på, at få hele tre svømmere af sted til EJM til sommer.
Mange tak til Stig for hans input!