VKM, fredag indledende: Fint afsnit for flere af de danske svømmere med finale-/semifinalekvalifikationer
14-12-2012 13:00:00:
Af: Nora Thomsen
I fredagens indledende afsnit af Verdensmesterskaberne på kortbane i Tyrkiet lykkedes det for flere danske svømmere at præstere finale- og semifinaletider.
I herrernes indledende 400 m fri svømmede Mads Glæsner, VI39/VAT-CPH, sig ind på en samlet førsteplads i tiden 3.40,89. Et godt og kontrolleret løb af danskeren.
Ind på en samlet sjetteplads, og dermed også en finaleplads, kom Anders Lie i den flotte personlige rekordtid: 3.41,80. Farum-svømmeren forbedrer her sin personlige rekordtid med tre sekunder.
Således har vi to danskere med videre til aftenens finale på denne distance.
Med i aftenens finale vil også være Pál Joensen, Færøerne, der sikrede sig en samlet ottendeplads i tiden 3.42,43.
I damernes indledende 4 x 100 medley-holdkap svømmede den danske kvartet sig ind på en flot samlet førsteplads i den danske rekordtid 3.53,10. Holdet sletter her en 10 år gammel dansk rekord og forbedrer tiden med knap 11 sekunder.
Holdet bestod af:
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 57,59.
Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC: 1.04,40.
Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup/NTC: 57,42.
Pernille Blume, Sigma Swim Birkerød/Nice: 53,69.
Ifølge Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, er det forventeligt, at flere af de deltagende nationer vil foretage udskiftninger på holdene frem til finalen i aften. Således vurderer sportschefen, at USA, som i indledende afsnit sluttede som samlet to’er i 3.53,17, må være favorit til guldet. Men spændende bliver det at se, om Danmark også i aften kan svømme sig ind på en podieplads. Mulighederne er bestemt tilstede. Der bliver ikke foretaget udskiftninger på det danske hold til aftenens finale.
Endelig var også Rikke Møller Pedersen i konkurrence fredag morgen, hvor det i indledende 100 m brystsvømning blev til en samlet andenplads for danskeren i tiden 1.04,73. Svømmeren fra Frem Odense/NTC svømmer her et fint løb lige efter bogen, og vi kan nu glæde os til at følge Rikke når semifinalen på denne distance afvikles senere i dag, fredag.
Se alle resultater på www.omegatiming.com
Opsamlende kan vi i aftenens finaleafsnit, som begynder klokken 18.00 dansk tid glæde os til dansk deltagelse i følgende løb:
50 m butterfly, damer, finale: Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup/NTC.
400 m fri, herrer, finale: Mads Glæsner, VI39/VAT-CPH og Anders Lie, Farum.
4 x 100 holdmedley, damer, finale: Danmark.
100 m brystsvømning, damer, semifinale: Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC.
Under VM på kortbane bedes al pressekontakt til holdet rettet til sportschef Mikkel von Seelen på mobil: 2920 6160.