Tobias Bjerg nomineret blandt tre til prisen BESTSELLERs Olympiske Håb 2019
15-11-2019 09:30:00:
Af: Nora Thomsen
Vinderen bliver afsløret ved den årlige sportsgalla ’Sport 2019’ i Jyske Bank BOXEN i Herning den 4. januar.
Til januar indlemmer BESTSELLER endnu en atlet i rækken af talentfulde unge og lovende talenter, der har vundet prisen BESTSELLERs Olympiske Håb. Vinderen vil modtage støtte frem mod de kommende Olympiske Lege.
Det er 11. gang BESTSELLER uddeler prisen, som gives til en ung og lovende dansk atlet med en positiv attitude, olympiske drømme og stort potentiale inden for sin sport.
De tre nominerede til BESTSELLERs Olympiske Håb 2019 er:
- Tobias Bjerg (svømning)
- Nicolai Højgaard (golf)
- Holger Rune (tennis)
Tobias Bjerg er blandt de tre nominerede til BESTSELLERs Olympiske Håb 2019. Foto: Patrick Kraemer.
Prisen
BESTSELLER uddeler prisen som en del af det olympiske samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.
Med prisen følger 100.000 kroner inklusive et tøjsponsorat på 25.000 kroner. Støtten skal hjælpe vinderen på vejen mod at opfylde sine olympiske drømme.
Vinderen bliver præsenteret ved den årlige sportsgalla ’Sport 2019’ i Jyske Bank BOXEN, Herning, den 4. januar 2020. Showet vises live på DR1.
Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen tidligere vindere af prisen
Tidligere vindere inkluderer blandt andet svømmerne Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen. Hertil også andre store medaljetagere som Sara Slott Petersen (atletik), Viktor Axelsen (badminton) og Daniel Wagner Jørgensen (para-atletik).