EM: Rikke Møller og Pernille Blume er klar til finalerne
19-08-2014 19:45:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Onsdag vil Danmark være repræsenteret i finalerne på 100 m bryst og 100 m fri.
Anden konkurrencedag under dette års EM på langbane i Berlin er forbi, og dagen sluttede noget bedre, end første konkurrencedag gjorde.
Således svømmede både Rikke Møller Pedersen og Pernille Blume sig i finalerne, da semifinalerne blev afviklet tirsdag aften.
Rikke Møller Pedersen viste storform på 100 m brystsvømning og var med tiden 1:06.34 overlegent den hurtigste kvinde i bassinet under semifinalerne med hele 1.05 sekunders afstand til italienske Arianna Castiglioni på andenpladsen.
Den 25-årige topsvømmer havde, inden mesterskabet begyndte, udtalt, at hun går efter guldet på 200 m bryst, hvor indledende runde svømmes torsdag. Til gengæld var hun mere ydmyg i forhold til sine guldchancer på 100 m-distancen.
Men fortsætter hun storformen, som hun har vist tirsdag, er det ikke urealistisk, at hun indløser sin første guldmedalje ved dette EM tidligere, end hun havde regnet med.
Pernille Blume er ligeledes videre til finalen på 100 m fri, hvor hun formåede at svømme tredjebedste tid på 54.26 efter hollandske Femke Heemskerk og svenske Michelle Coleman, der begge svømmede hurtigere med tiderne 53.66 og 54.15.
Derudover var Anders Lie i aktion i semifinalerne på 200 m fri, men tiden 1:48.94 var desværre ikke hurtig nok til at få en finaleplads for den 23-årige svømmer.
Ellers bød tirsdagen også på den første medalje til Danmark, da Jeanette Ottesen sikrede sig sølvet på 50 m butterfly. Om Rikke Møller Pedersen og Pernille Blume så bliver de næste til at bidrage til den danske EM-guldhøst, vil vise sig, når finalerne i 100 m bryst og 100 m fri skydes i gang onsdag henholdsvis klokken 18:57 og 19:18.
I mellemtiden kan du læse mere om EM på langbane 2014, der løber fra den 18.-24. august, her.
Læs også ”Første danske EM-medalje er i hus: Ottesen vinder sølv”