Rikke Møller: Den får hele armen i semifinalen
23-08-2014 10:00:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Den allerede to gange guldvinder er videre til semifinalen i 50 m bryst som samlede syv'er efter den indledende runde.
Efter at have sikret sin anden EM-guldmedalje under dette års EM på langbane fredag aften, måtte Rikke Møller Pedersen allerede i vandet igen lørdag formiddag for at svømme indledende runde på 50 m bryst.
Og med tiden 31.21 lykkedes det da også den storsvømmende guldvinder at gå videre som samlede syv’er til semifinalen. Men det var langtfra den frontposition, hun har lagt i de tidligere løb, erkender Pedersen.
- De her 50 m bryst er ikke noget, jeg som sådan har de store forventninger til. Og slet ikke her til morgenen. Men selvfølgelig ved jeg godt, at når det er, at vi først kommer i semifinaler, så bliver det lidt mere: uha, kan jeg alligevel ikke gøre det godt her sidste halvdel af stævnet, siger Rikke Møller Pedersen umiddelbart efter løbet og tilføjer:
- Og jeg kunne aldrig finde på at stille op og kun gøre det semi-godt. Så den får hele armen. Men vi må se, hvad det så er. For det er meget anderledes for mig fra den ene dag til den anden at skulle skifte fra 200 m til 50 m.
Rikke Møller Pedersen formåede at vinde guld til Danmark på først 100 m bryst onsdag aften og efterfølgende også på 200 m bryst fredag aften.
Om det så bliver til et tredje stykke metal på 50 m bryst, må vi vente at se til at semifinalerne og forhåbentlig også finalerne svømmes i weekenden.
Louise Dalgaard svømmede også indledende 50 m bryst lørdag formiddag, men med tiden 31.90 blev det desværre ikke til mere end en 17. plads for Aalborg-svømmeren, der dermed kun med 5/100-dele af et sekund misser semifinalen.
Se, hvordan det går Rikke Møller i semifinalen klokken 16:20, her.
Læs også "2 x guld til Danmark også fredag aften ved EM på langbane"