Resultater Euro Meet - dag 3
28-01-2018 20:07:00:
Af: Klaus Bach Christensen
17 gange var de danske landsholdssvømmere repræsenteret under det sidste finaleafsnit søndag ved Euro Meet i Luxembourg.
På sidstedagen af årets Euro Meet i Luxembourg havde to danske herresvømmere, som de første, kvalificeret sig til finalerne. De gjorde flot figur, hvor det blandt andet lykkedes for Lyngby-svømmeren, Arthur Dalén Ellegaard, at vinde B-finalen i herrernes 200 meter medley. Danmark var i alt repræsenteret 17 gange i løbet af søndagens finaleafsnit.
Nedenfor får du en opsamling på de danske resultater fra aftenens finaler ved Euro Meet 2018.
De to Kvik Kastrup-svømmere, Sara Sylvest og Sofie Hansen, der i går var i B-finalen på 100 meter rygcrawl, gjorde i dag kunsten efter, da de begge kvalificerede sig til B-finalen på den halve distance. Sara Sylvest blev nummer tre i tiden 30.17, mens klub- og landsholdskammeraten Sofie Hansen blev nummer syv i tiden 30.91.
Helena Rosendahl Bach fra Holstebro Svømme Club blev i damernes 400 meter fri finale nummer fire i tiden 4.19.32. Den danske svømmer, der også repræsentede Danmark til EM i Royal Arena, var 2,8 sekunder fra bronzemedaljen.
Hele tre danske butterflysvømmere havde kvalificeret sig til aftenens finaler. Cecilie Wiuff fra Herlev Svømning blev i tiden 1.03.77 nummer ti i A-finalen på 100 meter butterfly, mens Regitze Gaard fra Kvik Kastrup blev nummer to i B-finalen i tiden 1.02.56, da to svømmere måtte dele guldmedaljen, da de havde svømmet samme tid. Mia Steen Duus fra Sigma Swim Birkerød blev nummer ni i B-finalen i tiden 1.04.83.
Sarah Sjöström vandt finalen i tiden 56.77, hvilket er ny mesterskabsrekord.
Tre danske brystsvømmere havde også fundet vej til aftenens B-finale i 100 meter brystsvømning. Bedst gik det Josephine Kruse fra Sigma Swim Allerød, der i tiden 1.12.42 blev nummer fem. Thea Blomsterberg fra Sigma Swim Birkerød blev i tiden 1.13.21 nummer 8, mens Laura Fogh fra Aarhus Swim blev nummer 9 i tiden 1.13.45.
I damernes finaler i 200 meter medley havde tre danskere endnu en gang formået at kvalificere sig efter formiddagens indledende løb. Helena Rosendahl Bach blev i A-finalen nummer ni i tiden 2.21.72, mens Mia Steen Duus blev nummer ti i tiden 2.24.37. Sofie Hansen blev i B-finalen nummer 6 i tiden 2.22.42.
To danske herresvømmere havde kvalificeret sig til herrernes B-finale på 200 meter medley. Det lykkedes for Arthur Dalén Ellegaard fra Lyngby Svømmeklub at vinde B-finalen i tiden 2.08.21. Lucas Bruun Strøbek fra Gentofte Svømme Klub blev nummer syv i tiden 2.11.57.
Sara Sylvest svømmede sin anden finale søndag aften i damernes 200 meter rygcrawl. I A-finalen blev hun nummer otte i tiden 2.19.86. Liva Palmund fra Triton Ballerup blev i aftenens B-finale nummer seks i tiden 2.24.51.
Som Sara Sylvest svømmede også Lucas Bruun Strøbek sin anden finale i 200 meter rygcrawl – dog for herrerne. I B-finalen blev han nummer syv i tiden 2.12.15.
Du kan finde alle resultaterne fra formiddagens og aftenens løb ved at klikke her.
Overblikket for de forrige dage får du herunder.
Fremmod stævnet har vi på SvømmeSport talt med tre af de deltagende svømmere. Interviewene kan findes herunder.
Interview med Karoline Barrett
Interview med Thea Blomsterberg