Dialogmøderne klubberne imellem var en succes
13-11-2015 09:37:01:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Den 2. og 5. november afholdt Dansk Svømmeunion de såkaldte dialogmøder vedrørende årgangssvømmerne, og talentansvarlige Thomas Stub fortæller her lidt om udbyttet ved møderne.
70 personer, der repræsenterede 35 klubber var til stede ved dialogmøderne både i øst og vest omkring årgangssvømmernes aktiviteter og proportionerne af disse.
Dansk Svømmeunions talentansvarlige Thomas Stub mener, at der bestemt kom noget godt og konstruktivt ud af de to møder.
- Jeg synes, at de to dialogmøder forløb rigtig godt, fortæller han. De indeholdt en masse gode diskussioner omkring proportionerne for de nye årgangsmesterskaber, og der kom rigtig mange gode input frem i lyset.
Årgangssvømmerne kan fremadrettet deltage i fire mesterskaber, nemlig DM Årgang langbane, DM Årgang kortbane, Øst/Vest Årgangsmesterskaber og DM for hold. Udover det, er der potentiel mulighed for, at årgangssvømmerne kan deltage i DM Åben Klasse på både kortbane og langbane, hvis de opnår de opstillede kravtider. Men kvalificeringen til disse er ikke noget, som Thomas Stub forventer.
- Årgangssvømmerne er på ingen måde den primære målgruppe for DM Åben Klasse, og jeg forventer da heller ikke, at se så mange årgangssvømmere deltage ved disse mesterskaber, fortæller den talentansvarlige.
Om dialogmøderne fortæller Thomas Stub yderligere:
- Målet er at skabe nogle lidt mere afvekslende mesterskaber for årgangssvømmerne med henblik på at skabe rum for en udvikling i mesterskabernes indhold gennem svømmekarrieren og desuden lægge op til et senere fokus på selve resultatet.
- Fordelen ved dialogmøderne er, at jeg har mulighed for at mødes med en masse trænere og klubledere med forskellige holdninger og masser af engagement, og derfor giver møderne en masse gode faglige meningsudvekslinger, som også giver mig og SVØM en fornemmelse af, hvordan man tænker ude i klubberne. Møderne her i november giver mig klart et indtryk af, at der er meget stor forskel på, hvordan man ser på udviklingen af årgangssvømning, og hvordan man træner og udvikler årgangssvømmere ude i klubberne, fortæller Thomas Stub videre og fortsætter:
- Dette tænker jeg bestemt ikke som en dårlig tendens, for jeg tror også på, at der kan være forskellige veje til målet, som jo er seniorsvømning på internationalt niveau. Der bør således herske respekt omkring de forskellige tilgange til talentudviklingsarbejdet. At klubber og trænere forsøger at finde egne og forskellige veje giver et rummeligt svømmemiljø i Danmark, og det gode ved svømning er, at resultaterne er ret nemme at sammenligne.
- Vigtigt er det dog at holde sig for øje, at et godt talentudviklingsmiljø ikke blot producerer gode årgangssvømmere. Talentudviklingsmiljøernes succes skal måles på deres evne til at få svømmerne udviklet og ført frem til en seniorkarriere, slutter Thomas Stub af efter to nyttige og brugbare dialogmøder mellem klubberne.