Danmarks svømmeelite samlet til DM på kortbane torsdag til søndag i Bellahøj Svømmestadion
18-11-2014 13:13:00:
Af: Nora Thomsen
Fire spændende DM-dage venter forude...her skal Danmarks stærkeste svømmere kæmpe om medaljer og rekordtider.
Pressemeddelelse, udsendt af Dansk Svømmeunion tirsdag, den 18. november.
I perioden 20. – 23. november afholdes Danmarksmesterskaberne samt Danske Junior Mesterskaber på kortbane i Bellahøj Svømmestadion. Her vil hele SvømmeDanmarks senior- og juniorelite være samlet.
Først og fremmest skal der i denne uge fordeles DM-medaljer og kåres danske mestre. Med næsten 550 svømmere fra 87 klubber bag startskamlerne på Bellahøj Svømmestadion er der lagt op til kamp til stregen.
For 13 svømmere er der dog også et andet fokus end de eftertragtede DM-medaljer. De skal nemlig teste VM-formen af få uger før det går løs i Doha, Qatar. Hele det danske VM hold med undtagelse af Anders Lie, der er bosat og forbereder sig i USA, er at finde i startlisten. En god del af disse svømmere deltager dog ikke i fuldt program, da de lige netop ligger i de sidste forberedelser frem mod VM, der afvikles 3. - 7. december. Således vil eksempelvis de tre Aalborg-svømmere, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer og Julie Levisen kun være at finde i konkurrencer fredag og lørdag.
Kampen om NM/NJM udtagelser afgøres ved DM på kortbane
Alt fokus er imidlertid ikke rettet mod VM på kortbane, også andre kommende internationale mesterskaber ligger og venter i december måned, hvor holdene, der skal kæmpe om medaljer for Danmark, afgøres i forbindelse med DM på kortbane. Således skal svømmerne til NM og NJM kvalificere sig henover de kommende mesterskaber på Bellahøj.
Mens NJM udgør sæsonens topmål for juniorerne med internationalt sigte, udgør NM mesterskabet for ”ung-seniorerne”, hvilket vil sige første-, anden- og tredjeårs seniorsvømmere.
I umiddelbar forlængelse af DM på kortbane bliver de to hold udtaget.
NM og NJM afholdes i svenske Upplands Väsby i perioden 12. – 14. december.
NM/NJM kravtider
Fire udenlandske verdensklassesvømmere med til DM på kortbane
Dansk Svømmeunions sportsafdeling har givet dispensation til at lade fire udenlandske verdensklasse-svømmere deltage ved de forestående mesterskaber.
Således får de danske svømmere hård konkurrence når OL-guldvinder Ranomi Kromowidjojo, Holland, stiller til start. Ranomi er olympisk mester i 50 og 100 m fri og har i alt svømmet fire OL-medaljer hjem. Den 24-årige svømmer råder over verdensrekorden i 50 m fri på kortbane. Ranomi anfører en hollandsk trio, der også tæller en anden OL-guldvinder i Femke Heemskerk samt brystsvømmeren Moniek Nijhuis.
Endelig deltager også den britiske rygcrawler, Marco Loughrain, som har repræsenteret det engelske landshold ved OL.
Program for DM/DJM på kortbane 2014
Danmarksmesterskaberne på kortbane 2014 afholdes i Bellahøj Svømmestadion (Bellahøjvej 1 – 3, 2700 Brønshøj) torsdag – søndag, den 20. - 23. november.
Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.00.
Vejledende tidsplaner samt program oversigt for indledende afsnit
Vejledende tidsplaner samt program oversigt for finaleafsnit
Startliste til DM kortbane
Live streaming og live resultatformidling
Dansk Svømmeunion har også i forbindelse ved dette mesterskab indgået samarbejde med DR om at livestreame fra de fire finaleafsnit. Livestreamingen vil kunne følges på adressen: http://www.dr.dk/Sporten/Live/2014/11/18/115943.htm
Det vil ligeledes være muligt at følge resultaterne live via adressen: http://www.livetiming.dk/?cid=2039
Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og benytte lejligheden til at opleve masser af spændende svømning med deltagelse af såvel den kendte elite som nye stjerner på vej.
Presseakkreditering påkrævet under DM på kortbane
Alt presse skal henvende sig i presseområdet ved fremmøde, hvor Dansk Svømmeunion vil tildele akkrediteringer.
Kontaktpersoner
For henvendelse vedrørende elitesvømmernes resultater og eventuelle udtagelser til NM og NJM, kan Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, kontaktes på mobil: 29 20 61 60.
Presseakkrediterings-spørgsmål kan rettes til Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlige, Nora Thomsen, på mobil: 21 49 09 37.
DM på kortbane afholdes i samarbejde mellem Hovedstadens Svømmeklub og Dansk Svømmeunion.