Team Danmarks præstationsanalytiker Christian Hartz fortæller om sit arbejde med de danske svømmere
22-04-2017 14:30:00:
Af: Johanne Tolstrup
Læs et spændende interview om præstationsanalyse, hvor Christian Hartz fra Team Danmark fortæller om, hvordan det er at arbejde med de bedste danske svømmere.
I snart fire år har Christian Hartz fra Team Danmark været tilknyttet det danske svømmelandshold som præstationsanalytiker med det primære formål at skulle analysere og udvikle svømmernes biomekaniske kunnen samt optimere deres taktiske færdigheder. I alle fire år har Christian været en del af ekspertteamet bag landsholdet, når holdet har begivet sig afsted på både træningslejre og stævner rundt omkring i verden. Christian var senest med på tur, da store dele af landsholdet tilbage i begyndelsen af marts måned konkurrerede ved Antwerp Speedo Diamond Race og deltog i en teknisk træningslejr ved Belgium High Performance center. Desuden var Christian også til stede ved Danish Open, der blev afviklet i begyndelsen af april måned i Bellahøj Svømmestadion.
Med andre ord spiller Christian en væsentlig rolle i svømmernes udvikling og analytiske forståelse og i den forbindelse har SvømmeSport fanget Christian til et interview om hans arbejde med de bedste danske svømmere, om måden han arbejder med dem på og om, hvilke opgaver der ligger i jobbet som præstationsanalytiker:
- Mit arbejde som præstationsanalytiker består af mange opgaver, men består som udgangspunkt i at være trænernes analytiske briller og på den måde føde dem med data, analyser og informationer, som giver mulighed for at træffe mere informerede beslutninger. Dette data-flow er nøje afstemt med trænerteamet, både ift. indhold og timing. Der ligger derfor både en generel viden omkring dataopsamling, analyse og statistik, men også et kendskab til hvilke variabler der kan mer-informere og måske også inspirere til nye tanker eller nye arbejdsgange. Træneren kan ikke nå at observere alt, fordi sporten er så hurtig, og jeg hjælper ham med at indsamle så mange input som muligt, fortæller Christian.
- I min daglige arbejdsgang samarbejder jeg med mange andre sportsgrene, hvor taktisk analyse og biomekanik også er centrale elementer.Præstationsanalyse skal på den måde forstås som et værktøj, hvormed vi finder små marginaler (KPI’er), som i sidste gerne skulle kunne give en bedre præstation, uddyber Christian.
Som nævnt ovenfor er Christian arbejdsområde ikke centreret om blot ét enkelt felt, idet hans kompetencer både gør det muligt at arbejde med svømmerne på et biomekanisk område samt på et taktisk niveau. Endvidere understreger Christian vigtigheden af, at det er altafgørende for en svømmers udvikling og forståelse, at de selv får indblik i analyserne samt at trænerteamet formår at arbejde ensrettet og homogent i dialog med både svømmere, fysiske trænere og analytikere:
- Mit arbejde med svømmerne er todelt, idet jeg både arbejder på det biomekaniske område med dem (primært starter, vendinger og "stroke efficiency") og så på det taktiske område, hvor jeg dissekere et løb ned til de mindste detaljer. I forhold til starter og vendinger er der nogle grundlæggende biomekaniske komponenter, som skal være til stede for at udvikle mest kraft, så der er der er en tæt dialog med den fysiske træner Mads Brink (Team Danmark) og trænerteamet. Det samspil er vigtigt for at alle arbejder i den samme retning - faktisk lidt det samme som vi ønsker at alle svømmerens "kræfter" gør. Svømmerne får et grundigt indblik, både visuelt og datamæssigt, i, hvor de er rigtig gode og hvor de kan blive bedre, fortæller Christian.
- I forhold til det taktiske så trækker vi rigtig mange komponenter ud af et løb med et højhastighedskamera og dette være sig alt lige fra frekvens, vendetider, hastigheder, overgang mellem undervandsarbejde og "breakout" blandt mange. Alle komponenter, som kan have betydning for den samlede præstation. Træneren får så både en rapport, en analyse og enkle beskeder bliver viderebragt til svømmeren. Nogle gange får træneren "bare" bekræftet hans eller hendes egen hypotese og nogle gange får de en ny vinkel på svømmerens præstation, uddyber Christian og fortsætter:
- Jeg arbejder både direkte og indirekte med svømmerne dvs. at jeg har enkle seancer med svømmerne, hvor de får direkte feedback. Så snart det er specifikt på det svømmetekniske er det altid i dialog med trænerteamet, således at formidlingen og forankringen bliver så optimal som mulig. Jeg har på den måde dialog med svømmer og træner både i den daglige træning, træningslejre og til stævner.
Gennem en længere årrække har dansk svømning således gjort brug af Christians analytiske kompetencer og det er Christians håb for fremtiden, at de danske svømmere og diverse trænerteams bevarer nysgerrigheden omkring de biomekaniske facetter i svømningen og at de tværfaglige forløb med analyse og praktik fortsat kan omsættes til den bedst mulige optimering:
- Den tekniske træningslejr er ikke noget nyt på svømmelandsholdet, men jeg håber at de stadig forbliver nysgerrige på de biomekaniske elementer. En vending kan f.eks. laves for at skifte svømmeretning eller den kan laves med fokus på den rigtige fodposition, timing etc. Så formålet med sådan en træningslejr er ikke kun at teste og få noget data på svømmerne, men også at stimulere trænerens og svømmerens tankegang, fortæller Christian.
- Træningslejren giver derfor også et skub til den tværfaglige indsats, således at den fysiske træner, fysiolog, præstationsanalytiker og trænerteam arbejder sammen med svømmeren for at optimere. Vi kan på den måde vejlede svømmeren direkte eller indirekte, uddyber Christian.
Der hersker ingen tvivl om, at Christian finder sit arbejde med svømmerne utrolig interessant og især på træningslejrene, hvor der er rig mulighed for at udforske mange aspekter af atleternes svømning, er Christian på hjemmebane. Desuden lægger Christian ikke skjul på, hvor fedt det er arbejde sammen med både NTC-cheftræner Martin Truijens og NTC-træner Mads Bjørn Hansen, som begge er meget veluddannede inden for biomekanikkens verden:
- Det er altid utrolig spændende at komme tæt på svømmerne og trænerteamet og på en træningslejr er der tid til at gå i dybden og nørde. Det sikrer dialog og gør mig stærkere i at forstå hvad både træner og atlet har i fokus. Jeg er derfor også utrolig heldig at arbejde sammen med to trænere, som både har stor interesse for det biomekaniske felt, men ikke mindst også har stor viden på området. På den måde er der et rigtig godt samspil, afslutter Christian.
Mange tak til Christian for interviewet!
Christian Hartz og NTC-cheftræner Martin Truijens med Pernille Blume på træningslejr Sydafrika i februar.
Christian Hartz.
Christian Hartz med rygsvømmerne Sarah Bro og Gustav Friberg i Sydafrika.