Jeanette Ottesen klar til finalen i 100 m butterfly
06-12-2014 17:55:00:
Af: Nora Thomsen
For Rikke Møller Pedersen blev det til en sjetteplads i finalen i 100 m brystsvømning lørdag aften.
I lørdagens finaleafsnit ved VM på kortbane i Doha var der dansk deltagelse i en enkelt finale – Rikke Møller Pedersen i damernes finale i 100 m brystsvømning.
Den danske svømmer fra Herning Svømmeklub/STM/NTC bliver her noteret for tiden 1.04,84 som rækker til en sjetteplads i denne finale.
Guldet bliver her svømmet hjem af Alia Atkinson, Jamaica, i tiden 1.02,36, som er en tangering af verdensrekorden.
Sølv til Ruta Meilutyte, Litauen, i tiden 1.02,46 og endelig bronze til Moniek Nijhuis, Holland, i tiden 1.04,03.
Rikkes fokus er nu på det, som udgør danskerens absolutte primærløb – morgendagens 200 m brystsvømning. Her venter en særdeles spændende konkurrence.
Med i damernes 100 m butterfly semifinaler var Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC. For den 26-årige dansker blev det til en samlet andenplads i den stærke tid 56,05. Dermed er der lagt op til en nervepirrende finale på denne distance på mesterskabernes sidste konkurrencedag, søndag.
For Mie Ø. Nielsen var der lørdag aften semifinaler i 50 m rygsvømning på programmet. Det bliver her til en samlet 12. plads for Aalborg-svømmeren i tiden 26,85. Havde danskeren i aftenens semifinaler formået at svømme op til sin rekordtid fra fredag aften, ville det være blevet til en plads i morgendagens finale. Det lykkedes imidlertid ikke helt for Mie Ø. Nielsen at få tingene til at gå op i en højere enhed i aften. Så en 12. plads her til Aalborgs unge svømmer.
Herefter var der damernes semifinaler i 50 m fri på programmet. Her lykkedes det for danske Pernille Blume at sætte personlig rekord i tiden 24,35. Svømmeren fra Sigma Swim Birkerød/NTC bliver her samlet nummer 12.
Et rigtig flot løb af 20-årige Pernille Blume, som ved disse mesterskaber har formået at levere personlige rekordtider på begge primære individuelle distancer – 100 m fri og 50 m fri.
Se alle resultater på: http://omegatiming.com/Sport?sport=AQ
I morgen, søndag, har vi sidste konkurrencedag ved Verdensmesterskaberne på kortbane i Doha. Her starter indledende afsnit, som altid, klokken 07.30 dansk tid.
I dette afsnit kan vi glæde os til flere interessante løb med dansk deltagelse – eksempelvis damernes 4 x 50 fri holdkap, damernes 4 x 100 medleyholdkap og Rikke Møller Pedersen på favoritdistancen 200 m brystsvømning.
Officiel hjemmeside: http://www.wscdoha2014.com/
Kontaktperson
Pressekontakt under mesterskaberne er sportschef Mikkel von Seelen, der kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via sportschefen og dermed ikke direkte til svømmerne.