FINA opgraderer resultatformidling ved rekordstort VM
20-07-2013 09:30:03:
Af: Anna Birkbak
Ved Verdensmesterskaberne i Barcelona kan man udover de almindelige resultater og live streaming følge stævnet via en Live Blog.
På FINAs hjemmeside har aktiviteten omkring Verdensmesterskaberne i Barcelona nået nye højder. Udover de almindelige startlister, statistikker, live streaming og resultatformidlinger vil der nu være mulighed for at læse en Live Blog fra mesterskabet.
Her vil blive samlet nyheder og opdateringer fra de sociale medier i løbet af hele VM, der startede i går den 19. juli med åbningsceremonien. Det er ifølge FINA en unik mulighed for at dykke dybere ned i den fantastiske aqua-verden, der finder sted i Barcelona fra i dag af. I dag starter konkurrencer i både Udspring, Synkronsvømning, Open Water og Vandpolo. Svømningen starter som bekndt den 28. juli, hvor Danmark er repræsenteret af Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen Gray, Lotte Friis og Pernille Blume.
Alle herlighederne kan findes på FINAs egen hjemmeside!
Desuden har FINA meddelt, at årets VM er det største nogensinde, da ikke mindre end 181 nationer deltager i de 7 forskellige discipliner. Det er tre nationer mere end ved sidste VM. Derudover er dette års VM det første mesterskab til at have Højt Udspring (High Diving) på programmet. I alt deltager 2.293 atleter ved dette 15. Verdensmesterskab i Barcelona.