DHIF: 4 svømmere med Downs syndrom svømmer Christiansborg Rundt
28-08-2014 14:10:41:
Af: Jens Winther
Fed udfordring til fire svømmere fra Sigma handicap, de hopper i Københavns Havn på lørdag for at deltage i Krüger Stafetten.
Når Krüger Stafetten lørdag svømmes som en del af det populære åbent vand-stævne Christiansborg Rundt, er fire unge svømmere med Downs syndrom fra Sigma Handicap med i feltet.
19-årige Oliver Roug Nielsen, 16-årige Cecilie Beer, 15-årige Eva Rosted og 18-årige Markus Munkholm har stillet sig selv en fed udfordring. Lørdag hopper de fire svømmere med Downs syndrom en efter en i Københavns Havn, hvor de til sammen skal svømme de 2.000 m rundt om Christiansborg.
- Det har været rigtig sjovt at forberede vores svømmere til stafetten. De har svømmet i bølger, vind, strøm, mørkt vand, mængder af vandmænd og i regnvejr, så de burde efterhånden være rimelig godt forberedt, og de glæder sig meget, siger Cathrine Rosted, der er teamets kontaktperson.
Starten på Krüger Stafetten går ved Den sorte Diamant kl. 13.10, og Sigma Handicap er med i første heat. Oliver Roug Nielsen er første mand i vandet, og han skal svømme til Nationalbanken, hvor Cecilie Beer er klar til at afløse ham. Cecilie bliver afløst af Eva Rosted, der står klar ved Gammel Strand. Evas tur starter på grund af metrobyggeri i en tunnel, da en kort del af kanalen er overdækket. Sidste tur tager Markus Munkholm, der skal bringe stafetten i mål, hvor Oliver startede - ved Den sorte Diamant. Stafetten der skal bringes rundt er et bånd som svømmeren skal have om hånden mens der svømmes. Båndet gives videre til næste svømmer i skiftet.
- I Dansk Svømmeunion er vi glade for, at Christiansborg Rundt er for alle. Særligt glædeligt er det, at vi har et hold fra Sigma Allerød med, og samtidig er det en fin udvikling af det gode samarbejde, vi har med Dansk Handicap Idræts-Forbund, siger svømmeunionens direktør Pia Holmen.
For yderligere oplysninger om teamet, kontakt Cathrine Rosted på tlf. 40 45 76 87
Her er de fire forventningsfulde svømmere fra venstre: Cecilie Beer, Eva Rosted, Oliver Roug Nielsen og Markus Tufvesson Munkholm