Gør dig klar til europæisk topsvømning!
25-08-2015 12:00:00:
Af: Anna Birkbak
I forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt på lørdag vil du kunne opleve den europæiske elite inden for åbent vand ved LEN Europa Cup i 10 km.
Når henholdsvis TrygFonden Christiansborg Rundt og Krüger Stafetten begge er blevet afviklede på lørdag i Københavns kanaler, træder et andet og knap så stor felt til: De internationale åbent vand-svømmere, som deltager i dette års udgave af LEN European Open Water Swimming Cup.
Eventet er arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Københavns Kommune og Sport Event Danmark, og det er det femte stop i turneringen ud af seks. Det er første gang nogensinde, at Danmark skal være vært for et internationalt åbent vand-stævne i denne klasse, så der er altså lagt op til en helt unik begivenhed lørdag eftermiddag.
Kalenderen for LEN Europa Cup'en ser således ud:
1. Israel (Eilat), den 8. maj: 5 kilometer.
2. Israel (Eilat), den 10. maj: 10 kilometer.
3. Spanien (Navia), den 1. august: 7,5 kilometer.
4. Holland (Hoorn), den 22. august: 10 kilometer.
5. Danmark (København), den 29. august: 10 kilometer.
6. = Finalen: Cypern (Larnaca), den 3. – 4. oktober: 5 kilometer og 10 kilometer.
Svømmerne skal altså igennem den almindelige kanalrute i alt fem gange, og løbet skydes i gang kl. 15.00. Der vil være præmieoverrækkelse kl. 18.00.
Hvad der er mest interessant set med danske øjne, er deltagelsen af tre af de stærkeste åbent vand-herrer fra Danmark. Magnus Andersen (Roskilde Svømning), Laust Moesgaard (Viborg Svømmeklub) og Peter Mandrup Madsen (AGF Svømning) var alle tre deltagere ved de Nordiske Mesterskaber i åbent vand-svømning den 15. og 16. august (Magnus Andersen måtte dog trække sig grundet lyskesmerter), og nu får de altså mulighed for at træde op på en endnu større scene.
Det bliver især spændende at følge Peter Mandrup Madsen, der på trods af sin status som junior-svømmer gik ud og blev nummer to for seniorerne på 10 km ved Nordiske Mesterskaber. Han vandt både 5 og 10 km for juniorer. Derudover svømmede Laust Moesgaard sig til en førsteplads på 5 km'eren for seniorer, mens hans blev nummer fem på 10 km'eren.
Du kan læse et stort interview med Peter Mandrup Madsen på SvømmeSport her.
I det internationale perspektiv kan vi glæde os til at følge de italienske svømmere - både Francesco Bianchi og Greta Gavazzoni vandt de 10 kilometer for hhv. herrer og damer i Holland for tre dage siden. Østrigske Matthias Schweinzer, der blev nummer tre i Holland, og hollandske Pepijn Smits, der vandt de 7,5 kilometer i Spanien, vil også være til start. For kvinderne vil de to tyskere Svenja Zihsler og Sarah Bosslet, som blev hhv. nr. to og tre i Holland efter Gavazzoni, også stå klar på lørdag.
I alt deltager 20 herrer og otte kvinder, og du finder startlisten lige her.
Formanden for Dansk Svømmeunion, Kjeld Egebo Larsen, skriver følgende til de deltagende atleter:
- The Danish Swimming Federation is looking forward to hosting the European Open Water Swimming Cup for the first time ever on August 29th. I am sure it will be a great day in the beautiful settings of Copenhagen with a fantastic atmosphere, and a lot of great swimming through the canals around the Danish Parliament. Copenhagen is known for its clean water in the harbor and we are thankful that the City of Copenhagen supports our event.
Så kom ned og oplev det internationale islæt ved Den Sorte Diamant på lørdag i forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt.
Læs mere om LEN Europa Cup'en på LEN's hjemmeside.
Læs meget mere om hele eventet på www.copenhagenswim.dk.