The Great Danes 2014-2015 er fundet
31-10-2014 13:30:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
11 herresvømmere er udtaget til The Great Danes i denne omgang, oplyser Dansk Svømmeunion.
Otte seniorsvømmere og to juniorsvømmer samt færøske Pál Joensen udgør The Great Danes-holdet for 2014 og 2015.
Således udtog landstræner Nick Juba fredag holdet, hvorigennem han og Dansk Svømmeunion vil prøve at hæve standarden for herrerne inden for dansk elitesvømning.
- I forhold til The Great Danes' første sæson vil vi opprioritere det faglige indhold i denne ombæring. På baggrund af debutsæsonen vurderer vi, at vi hermed kan få rykket dansk herre svømning endnu mere i den retning, der skal til, oplyser unionen på sin hjemmeside.
Mere præcist er der tale om følgende svømmere, som vil udgør holdet The Great Danes den kommende sæson:
Viktor Bromer | Aalborg Svømmeklub |
Pál Joensen | Aalborg Svømmeklub / NTC |
Chris Christensen | STM / Herning Svømmeklub |
Daniel Skaaning | STT / VAT CPH / NTC |
Magnus Westermann | Herlev Svømning |
Frans Johannessen | Esbjerg Svømmeklub |
Magnus Jakupsson | Sigma Swim Allerød |
Christian Rasmussen | OSK / Swim Team Odense |
Frederik Siem Pedersen | Farum Svømmeklub |
Marcus Krøyer Svendsen | Svømmeklubben, Kvik Kastrup |
Frederik Sørensen | O.S.L.F / Swim Team Odense |
Dansk Svømmeunion oplyser, at truppen er sammensat af de otte højst scorende i FINA-point på langbane i de olympiske discipliner samt de to juniorer, der som yngste års juniorer kvalificerede sig til semi / finaler ved EJM 2014.
Desuden er Pál Joensen blevet udtaget, fordi OL i Rio 2016 kommer tættere og tættere på. Derudover vurderer unionen, at han ikke blot er en forstærkning af truppen, men ligeledes har en god rutine og nogle gode perspektiver at dele ud af.
Læs mere om udtagelsen her.