”Jeg svømmer for at blive den bedste, jeg kan blive”
26-05-2016 17:00:00:
Af: Anna Birkbak
Frans Johannessen er med Great Danes til Bergen Swim Festival. Han ser stævnet som endnu en mulighed for at rykke sit niveau.
Esbjerg-svømmeren Frans Johannessen har siden Danish Open haft en stærk træningsperiode med masser af styrketræning ved siden af poolen. I Fitnessdk står den på både bodycombat, bodypump, TRX-hold og coretræning, og op til Bergen Swim Festival i denne weekend har Frans’ træningsforløb været godt:
- Jeg glæder mig rigtig meget til Bergen. Jeg har trænet super godt de sidste par uger, både styrke, koordination og smidighed. I løbet af denne uge kan jeg dog mærke lidt træthed, men styrketræningen ved siden af hjælper helt vildt.
Frans har 100, 200 og 400 fri samt 200 medley på programmet. Og især 200 meteren håber han på at kunne rykke på:
- Jeg kunne godt tænke mig at svømme hurtigere end til Danish Open, så jeg har en forventning om at svømme bedre, gerne et par sekunder hurtigere faktisk. Løbet til Danish Open var ret skuffende, så det bliver fedt at komme til Bergen og svømme.
På den anden side af Bergen Swim Festival venter desuden DM Langbane den 30. juni, hvilket Frans også ser frem til:
- Jeg glæder mig meget til DM Langbane. Det er mit sidste stævne inden sommerferien, og sådan som træningen har set ud, så skal det nok blive godt. Jeg ser frem til forhåbentlig at rykke mit niveau, og jeg svømmer for altid at blive den bedste, jeg kan blive, slutter Frans af.
Esbjerg-svømmeren slutter af med at nævne, at den italienske veteran, Massimiliano Rosolino, er deltager ved Bergen Swim Festival denne weekend. Rosolino er en legende fra OL i Sydney i 2000, hvor han blandt andet tog guld på 200 medley og sølv på 400 fri.
- Ham skal jeg have et billede med, det skal jeg helt sikkert have med hjem!
Udover Rosolino kommer andre verdensstjerner som Kosuke Hagino fra Japan, Katinka Hosszu fra Ungarn og Norges egen Henrik Christiansen.
Følg med på livetiming fra stævnet, der starter i morgen, samt stævnets aktive Facebook-side.
De danske deltagere fra Great Danes-truppen er:
Christian V. Rasmussen (STO/Odense Svømmeklub)
Frans Johannessen (Esbjerg Svømmeklub)
Jacob M. Jørgensen (Svømmeklubben Kvik Kastrup)
Jonas Kistorp (Lyngby Svømmeklub)
Kristoffer Moos (Aalborg SvømmeklubI)
Lasse Pittioni (Gladsaxe Svøm GSC)
Magnus Sloth Poulsen (Herlev Svømning)
Nicolas Blanch (Aalborg Svømmeklub)
Niklas Hedegaard (Farum Svømmeklub)
Viktor Holm (Svømmeklubben Kvik Kastrup)
Besøg i øvrigt stævnets hjemmeside.