Pernille Blume: 2014 var et fantastisk år for mig
30-12-2014 18:45:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Den 20-årige landsholdssvømmer ser tilbage på året, der gik, inden 2015 skydes ind.
Når et nyt år løber af stablen lige om snart, kan Pernille Blume se tilbage på året, der er gået, som et af de bedre rent sportsmæssigt.
- Det har været et rigtig godt år. Faktisk helt fantastisk. Jeg føler, at vi har taget et skridt opad på holdkapperne, hvor vi har udviklet os rigtig meget, og for mit vedkommende personligt har det været et godt år, hvor jeg nærmest ikke har præsteret noget dårligt, siger hun til SvømmeSport.
Den 20-årige landsholdssvømmer husker især tilbage på Danish Open som årets første individuelle højdepunkt, hvor hun efter længere tid stilstand formåede at skære i sin personlige rekord på 100 m fri.
- Jeg tror, at det var det, der kickstartede mit år, fordi det var så lang tid siden, jeg sidst havde gjort det, og jeg troede ikke, at jeg kunne komme derned og svømme igen. Men pludselig cuttede jeg så et halvt sekund af min personlige rekord, og der tænkte jeg: ”Okay, så er mit år startet. Det kan kun gå godt herfra”, fortæller Pernille Blume.
Derudover husker elitesvømmeren tilbage på de internationale Mare Nostrum-stævner, hvor hun triumferede på 100 m fri til alle stævnerne. Men især også holdkapperne med landsholdet til Em på langbane og VM på kortbane står klart i Blumes erindring.
Her bidrog hun stort til Danmarks medaljehøst på blandt andet 4x100 m holdmedley, hvor det ikke alene blev til EM- og VM-guld, men også en ny europarekord og verdensrekord på disciplinen i 2014.
Individuelt metal udeblev
Det blev dog ikke til individuel medalje til Pernille Blume til nogle af mesterskaberne, men det gør nødvendigvis ikke så meget, påpeger hun:
- I forhold til VM har det været meget specielt, fordi Shannon meddelte, at han stoppede, og så har forberedelsestiden været meget kort, så min træningen blev knap så intenst. Så jeg blev faktisk positivt overrasket over mine individuelle resultater til VM. De var bedre, end jeg selv havde forventet, siger landsholdssvømmeren og tilføjer:
- Til EM nåede jeg til gengæld nok ikke helt det, jeg gerne ville individuelt, og jeg tror, at det var fordi, at det var første gang, jeg stod i den situation, hvor jeg rent faktisk havde mulighed for at tage medalje på langbane til et internationalt stævne.
- Så det var selvfølgelig lidt et lavpunkt for mig, men der gik det nok også op for mig, hvor meget jeg skal kæmpe videre med, og hvor langt jeg har igen til at nå det, jeg gerne vil opnå individuelt. Så det var en øjenåbner, siger Pernille Blume.
Manglen på individuel EM- og VM-metal i 2014 er altså ikke lig med et skidt sportsår i Blumes øjne, der også ser de seneste 12 måneder som ekstra gode sammenlignet med de 18 måneder, der gik forud.
- 2012 var et ekstremt hårdt år, fordi vi trænede rigtig hårdt op til OL, hvor jeg faktisk ikke nød det helt til sidst, fordi det hele handlede om legene, og jeg blev helt stresset. Og da OL så var overstået, så følte jeg ikke, at jeg havde bevist det, jeg kunne, siger hun og tilføjer:
- Så det var antiklimaks at komme tilbage og spørge: ”Hvad så nu? Skal man bare i gang med den næste træningscyklus på fire år mere?” Og 2013 blev derfor brugt til at komme tilbage både i forhold til form og mentalitet. Men jeg har følte, at alt det, jeg fik bygget op efter OL, har hjulpet mig siden starten af 2014.
SvømmeSport håber, at 2015 bliver mindst lig så godt et år for Pernille Blume, som året, der rinder ud, og vi ønsker hende og resten af SvømmeDanmark godt nytår!