Pernille Blume: Jeg skal lære at nyde svømning mere
03-01-2015 17:00:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
I det nye år vil landsholdssvømmeren arbejde på sin mentalitet og tilgang til sporten, siger hun.
2015 er skudt i gang, og det byder på nye udfordringer for Pernille Blume, der ønsker at gøre op med sin tilbøjelighed til at tage svømning lidt for alvorligt.
- Jeg skal bruge året på at finde ud af, hvad jeg kan gøre for at arbejde med min mentalitet og være mindre ”svømning er liv eller død”. Jeg skal simpelthen lære at nyde det og være mere til stede i nuet, siger Blume til SvømmeSport og tilføjer:
- Nogle gange kan jeg godt glemme det, fordi jeg bliver for nervøs og tænker: ”Åha, jeg skal bare gøre det og det og det, og hvis jeg ikke gør det rigtigt, så går det nok heller ikke”.
Den 20-årige svømmer fortæller, at det især også handler om at finde sin egen tilgang til sporten, hvis det skal lykkes hende at flytte sig hurtigere i vandet i 2015.
- Det bliver et år, hvor jeg i stedet for at blot at følge de andre, skal finde ud af, hvad Pernille har behov for og skal. For vi er forskellige, og jeg har måske brug for noget andet.
- Så hvad der virker bedst for mig og hvilken træning, jeg helt præcist skal følge, er på dagsorden i 2015, siger Pernille Blume, der var med til at sikre guld til Danmark på 4x100 m holdmedley til både EM på langbane og VM på kortbane i 2014.
Selv ser hun tilbage på 2014 som et af de bedste i sin karriere, og hun anerkender, at det nye år derfor kræver ekstra hårdt arbejde for, at det skal blive endnu bedre. Men det er en udfordring hun er frisk på – også selvom at international svømning befinder sig i en rivende udvikling disse år, der blot er med til at gøre det endnu sværere for de konkurrencesvømmere, der ønsker at være med i toppen til de store internationale stævner.
- Det bliver et udfordrende år, men også vildt spændende, fordi der bliver virkelig rykket inden for svømning lige nu. Folk sætter turbo på lige nu, hvilket vi for eksempel også kunne se med de mange verdensrekorder, der blev sat under VM i Doha, siger Pernille Blume og tilføjer:
- Men nogle gange kommer de her ryk, hvor der er nogle, der tager de første skridt, og andre så følger med.
Læs også "Pernille Blume: 2014 var et fantastisk år for mig" og "Juba: Vi skal kæmpe for vores plads i 2015"