Ærgerlig diskvalifikation mandag aften ved EM i Berlin
18-08-2014 21:00:00:
Af: Nora Thomsen
Samtidig er Jeanette Ottesen videre til tirsdagens finale i 50 m butterfly.
Nedenfor fremgår Dansk Svømmeunions pressemeddelelse fra mandag aften.
Allerede på førstedagen af Europamesterskaberne på langbane i Berlin var der dansk deltagelse i en finale. Således var Danmark med i damernes 4x100 m fri holdkap, som under løbet tegnede aldeles lovende med udsigt til sejr og dermed guld til de danske svømmere. Sluttiden tegnede da også umiddelbart til en guldmedalje til Danmark i tiden 3.35,26. Desværre blev Danmark få sekunder senere diskvalificeret for et skift, der noteredes for værende en tyvstart med 7/100 sekunder og dermed blev det Sveriges hold, der løb af med sejren og dermed Europamesterskabet i tiden 3.35,82.
En rigtig ærgerlig afslutning på aftenens holdkap konkurrencer, set med danske øjne.
Sølvmedaljerne gik til Holland i tiden 3.36,26 og bronze til Italien i tiden 3.37,63.
I damernes 50 m butterfly semifinaler svømmede Jeanette Ottesen, Lyngby/NTC, sig ind på en flot samlet andenplads i tiden 25,43 kun overgået af svenske Sarah Sjöström, som noteredes for tiden 24,87 – svenskeren, som er verdensrekordindehaver på distancen i tiden 24,43.
Jeanette Ottesen formår i aftenens semifinale at forbedre sin tid med 21/100 sekunder sammenlignet med indledende afsnit og med en samlet andenplads til danskeren er der lagt op til en virkelig spændende finale på denne sprint-distance, som kan følges i tirsdagens finaleafsnit.
Se alle resultater på den officielle hjemmeside: http://www.bln2014.de/?lang=en
I morgen, tirsdag, begynder indledende afsnit klokken 09.30.
Her er der dansk deltagelse i følgende løb:
Anders Lie - 200m fri
Rikke Møller Pedersen - 100m bryst
Louise Dalgaard - 100m bryst
Daniel Skaaning - 200m medley
Pernille Blume - 100m fri
Mie Ø. Nielsen - 100m fri
Julie Levinsen - 100m fri
Anton Ø. Ipsen - 1500m fri
Spændende bliver det blandt andet at se, hvad Anders Lie, Farum/USA, kan præstere i 200 m fri oven på mandagens flotte resultat på den dobbelte distance, hvor det var lige ved at blive til en finaleplads. Også Rikke Møller Pedersen, Herning/NTC, bliver interessant at følge, når hun skal i konkurrence for første gang ved disse mesterskaber i 100 m brystsvømning.
Komplet EM-program.
EM-program med dansk deltagelse.
EM-program fordelt på hver enkelt svømmer.
Pressekontakt under EM er sportschef Mikkel von Seelen, der kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via sportschefen og dermed ikke direkte til svømmerne.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion