Pernille Blume og Rikke Møller Pedersen svømmer sig til nye personlige rekorder i Tokyo
15-11-2017 12:25:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Der var fart på danskerne i dag ved World Cup, hvor både Pernille Blume og Rikke Møller Pedersen formåede at sætte ny PR i henholdsvis 50 fri og 100 medley.
Anden og sidste stævnedag ved World Cup i Tokyo blev i dag afviklet. Her var både Pernille Blume (Gladsaxe Svømmeklub/NTC) og Rikke Møller Pedersen (Holbæk Svømme Klub/NTC) i vandet til henholdsvis 50 fri og 100 medley.
Først i vandet var Rikke Møller Pedersen, der skulle ud og prøve kræfter af med noget andet end den vante disciplin brystsvømning. I dag stod den nemlig på 100 medley. I de indledende heats formåede Rikke at svømme sig videre til finalen med 4. bedste tid på 1:00.65, hvilket var meget tæt på en ny PR, da hendes nuværende lyder på 1:00.58 og har stået der siden 2009.
I finalen formåede danskeren så at slette sin 8 år gamle personlige rekord, da hun slog hånden i væggen i tiden 1:00.32. Tiden rakte til en samlet 5. plads bag blandt andre ungarske Katinka Hosszu og australske Emily Seebohm.
Derudover var Rikke også i aktion i 100 bryst, hvor hun svømmede sig videre fra de indledende heats med tiden 1:06.11 og en samlet 5. plads. I finalen holdt hun sin placering og var med tiden 1:05.65 ca. 2 sekunder fra sin personlige rekord på 1:03.74 fra 2013.
Så var det blevet Pernille Blumes tur, der skulle ud i OL-guldmedalje disciplinen 50 fri. Her stillede hun til start med blandt andre Australiens Cate Campbell og svenske Sarah Sjöström, og både de indledende heats og finalen bar da også præg af, at nogle af topsvømmerne var med.
I de indledende heats svømmede Pernille sig til en 2. plads videre til finalen med tiden 24.05, og ved finaleafsnittet formåede også hun at cutte yderligere af sin personlige rekord, der ikke har stået der længere end fem dage. Med tiden 23.73 svømmede hun dermed en 19/100 hurtigere tid end ved World Cup i Beijing i sidste uge.
Desværre var hun oppe imod et stærkt felt, så hendes ellers hurtige tid placerede hende lige uden for medaljerne.
Det tegner dermed godt for de to danske svømmere, der nu fortsætter til Singapore, hvor tredje og sidste stævne ved World Cup svømmes den 18. og 19. november.
Du kan se alle resultater på omegatiming.com.
Både Pernille Blume og Rikke Møller Pedersen sprang i dag i vandet og svømmede
sig til nye personlige rekorder. Foto: Patrick Kraemer.