Sølv til Rikke Møller Pedersen i Singapore
18-11-2017 12:50:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Sidste stævne ved World Cup afvikles i denne weekend i Singapore, hvor både Rikke Møller Pedersen og Pernille Blume i dag var i vandet.
World Cuppen er nu nået til det sidste stævne, der i dag og i morgen svømmes i Singapore. Her har vi endnu en gang både Rikke Møller Pedersen (Holbæk Svømme Klub/NTC) og Pernille Blume (Gladsaxe Svømmeklub/NTC) med ved konkurrencerne, hvor første stævnedag bød på en dansk medalje.
Først i vandet var nemlig Rikke Møller Pedersen på 100 bryst. Her svømmede hun sig ved formiddagens indledende afsnit videre til finalen med 2. bedste tid på 1:06.45 kun overgået af Alia Atkinson fra Jamaica. I finalen holdt hun placeringen og svømmede sig til en sølvmedalje i tiden 1:05.43.
Podiet efter 100 bryst for damer:
1. Alia Atkinson (JAM), 1:03.79
2. Rikke Møller Pedersen (DEN), 1:05.43
3. Jinglin Shi (CHN), 1:05.64
Stort tillykke til Rikke med medaljen!
Udover 100 bryst var hun også senere i vandet i 200 medley, hvor hun med tiden 2:14.11 svømmede sig til en samlet 9. plads og dermed lige uden for finalepladserne.
Udover Rikkes to løb var også Pernille Blume i aktion - denne gang i 100 fri. Med tiden 52.72 i det indledende heat svømmede hun sig videre til finalen med samlet 3. bedste tid, og i finalen fik hun sat ekstra fart på. Her formåede hun nemlig at sætte en PR med tiden 51.94. Hun forbedrede dermed sin tid fra World Cup i Beijing, der lød på 52.59.
Desværre var Pernille oppe imod et stærkt felt med blandt andre australske Cate Campbell og svenske Sarah Sjöström, hvorfor danskeren placerede sig på en 4. plads og dermed lige uden for medaljerne.
Du kan se alle resultaterne på omegatiming.com.
Foto: Patrick Kraemer.