EM-svømmer kombinerer sin svømmekarriere og uddannelse i USA
01-08-2018 12:46:00:
Af: Klaus Bach Christensen
Anton Ørskov Ipsen søgte i 2014 mod USA for at skabe de bedste rammer om sin svømning og uddannelse
I forbindelse med DM Langbane 2018 lancerede Dansk Svømmeunion en ny strategi – fremover vil de hædre svømmere med dobbelte karrierer. En af de svømmere, der næste år kan se frem til at blive anerkendt for sin dobbelte karriere, er Anton Ørskov Ipsen, der dagligt studerer og svømmer i USA. Nærmere bestemt på NC State University, som er beliggende i North Carolina.
Under forberedelserne til det forestående Europamesterskab, der svømmes i skotske Glasgow, har vi fanget Anton Ørskov Ipsen til en kort snak om, hvordan livet som svømmer og studerende er i USA.
Anton Ørskov Ipsen glæder sig til at svømme hurtigt under EM Langbane.
Arkivfoto: Patrick B. Kraemer
Læs også: Dansk Svømmeunion hædrer svømmere for deres dobbelte karrierer
I interviewet, som kan ses i sin fulde længde ved at klikke her, forklarer han, at det som tiltalte ham, da han i sin tid rykkede over Atlanten, var ønsket om at få de optimale rammer for at præstere bedst muligt i både poolen og på skolebænken.
Det amerikanske collegesystem muliggør, at Anton Ørskov Ipsen har kunne skræddersy sin uddannelse og svømmekarriere så optimalt som muligt, hvilket har kastet flotte resultater af sig. Blandt andet er han i løbet af 2018 blevet collegemester i 1650 yards, hvilket svarer til 1500 meter fri. Det er første gang, at en dansk svømmer vinder den pris individuelt. Hvad mesterskabet betyder for langdistancesvømmeren kan du høre mere om i dette interview.