Medie: Lotte Friis: Meget bevægende at sige endegyldigt stop
25-04-2017 17:40:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
I et interview med DR fortæller Lotte Friis om sit karrierestop i dansk svømning.
I dag meldte en af svømmesportens helt store stjerner, Lotte Friis, ud, at hun har valgt at indstille sin svømmekarriere. En trist nyhed for dansk svømning, og det har da heller ikke været nogen nem beslutning for hende.
I et interview med DR udtaler hun blandt andet:
- Jeg tror aldrig, det er nemt at sige farvel til noget, der har været ens identitet de seneste 14 år. Det er den måde, jeg har gået igennem teenageårene og ind til voksenlivet på. Så det er en meget hård og bevæget dag for mig at sige endegyldigt farvel.
Dog er det ikke noget, som Lotte har besluttet fra den ene dag til den anden, men hun har efter længere tids overvejelser besluttet, at det var det rigtige at gøre.
- Jeg har egentlig gået med den her tanke i en del år omkring at stoppe og har egentlig udskudt det. Nu kom jeg bare til et punkt i mit liv, hvor jeg følte, at det kom meget naturligt at tage den her beslutning, udtaler hun til DR og fortæller videre om sine store præstationer i bassinet gennem årenes løb:
- Jeg har tre rigtig store præstationer, som jeg stadig kan føle, når jeg tænker tilbage på dem. Det er min OL-bronze i 2008, mit VM-guld fra 2009 og mine to sølvmedaljer og Europarekord fra VM i 2013, som egentlig har gjort, at jeg har været i svømning de sidste tre år.
Du kan læse hele nyheden på DR's hjemmeside, hvor du også kan finde flere udtalelser fra Lotte.
Lotte Friis. Foto: Patrick Kraemer.