Rikke Møller inden Sport 2014: Jeg er jo konkurrencemenneske
10-01-2015 15:40:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Hele tre priser er på højkant for dansk svømning under DR’s gallashow lørdag aften, hvor Rikke Møller Pedersen kæmper med om to af dem.
”Årets Sportsnavn” og ”BT Guld” er to priskategorier, som danske svømmefans skal holde godt øje med, når DR’s gallashow Sport 2014 løber af stablen lørdag aften.
Rikke Møller Pedersen er nemlig nomineret til begge priser.
- Jeg har ikke de store forventninger, men jeg er jo mig – jeg er konkurrencemenneske, og jeg vil jo gerne vinde, siger hun grinende til SvømmeSport.
Landsholdssvømmeren, der fejrede sin 26 års fødselsdag fredag, er nomineret til ”Årets Sportsnavn” sammen med letvægtsfireren i roning og triatleten Camilla Pedersen, som hun også er oppe imod i ”BT Guld”-kategorien sammen med tennisspilleren Caroline Wozniacki.
Landsholdssvømmeren Jeanette Ottesen var også nomineret til ”BT Guld”-prisen indtil torsdag, hvor avisen bag prisen indsnævrede finalefeltet fra 10 til blot tre nominerede – en indskrænkning som Rikke Møller Pedersen altså overlevede.
- Det er dejligt. Jeg er rigtig glad for det, men jeg ved også, at jeg er oppe imod en rigtig god historie og god kamp i Camilla Pedersen. Men jo, det er vildt fedt, fordi det er kvinder, der har gjort det enormt godt. Så at være blandt dem, synes jeg, er et meget godt signal, siger Rikke Møller Pedersen.
Triatleten Camilla Pedersen vandt VM på langdistance tilbage i september kun et år efter, at hun lå i koma i 19 dage efter en træningsulykke.
- Jeg har enormt stor respekt for det, hun har gjort, ligesom jeg håber, at hun har for det, jeg har præsteret. Den, der så løber med prisen, løber jo med prisen, og det ændrer ikke på, hvad jeg har opnået, siger Rikke Møller Pedersen, der også var oppe imod Camilla Pedersen om Kulturministerens Idrætspris tilbage i november.
- Den vandt hun jo, så selvfølgelig er jeg realistisk. Men jeg tror, at når man er nomineret, så har alle et håb om at vinde, siger landsholdssvømmeren.
Foruden Rikke Møller Pedersen er også Ane Emilie Nielsen fra Viborg Svømmeklub nomineret til en pris, der overrækkes lørdag aften under Sport 2014. Mere præcist er den 18-årige elitesvømmer nomineret til ”Fidusbamsen”, som er en ny pris sponsoreret af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Nordeafonden med henblik på at kåre Danmarks bedste holdkammerat.
Se med klokken 21 på DR1, når DR’s gallashow sendes live fra Boxen i Herning lørdag aften.
Læs også ”Rikke Møller Pedersen: Nomineret til Årets Sportsnavn 2014”, ”MEDIE: Tre seje kvinder kæmper om BT Guld” og ”Viborg-svømmer er måske Danmarks bedste holdkammerat”