Rikke Møller fortæller lidt om sin Tokyo-tur
13-11-2012:
Af: Anna Birkbak
Læs med her.
Først og fremmest: Tillykke med dine tre sølvmedaljer til World Cup. Det var meget tæt på, at du var løbet med guldet. Det har forhåbentlig ikke slået dig ud?
Nej, slet ikke. Jeg bruger det positivt fremover! Med hensyn til tiderne har det været fedt at mærke, at teknikken stadig er der, og at jeg ikke skal starte forfra. Jeg kæmper videre med det, specielt frem mod VM til næste sommer.
Hvad har du fået ud af træningen i Tokyo?
Det var super fedt at møde træneren dernede, og den unge verdensrekordholder i brystsvømning. Det har været rigtig spændende, og jeg har fået masser af inspiration. Vi har nærmest splittet min teknik ad, og jeg er begyndt at arbejde på et nyt benspark, som skal være mere eksplosivt. Til gengæld skal jeg stadig have mit lange glid, som jeg skal have udnyttet mest muligt. Desværre kan det være lidt svært at huske på alle detaljerne, også når jeg ikke har en fast træner tilknyttet til at huske mig på dem – Paulus har jo ikke været med. Men frem mod og efter EKM og DKM skal jeg have svømmet mange meter, så jeg kan få det trænet.
Hvad skal du bruge EKM og DKM til?
De to stævner skal primært være træningsstævner, hvor jeg skal teste den nye teknik. Det gælder om at få det indarbejdet i tiden frem til sommerens VM næste år, og detaljerne skal finpudses. Det bliver spændende at se, hvad det giver min brystsvømning i det lange løb. Lige nu venter bare en masse meter :)