Juniorernes højdetræningslejr var en succes
12-06-2012: 0
Dansk Svømmeunions talentudvikler er begejstret.
Det danske juniorlandshold har været på højdetræningslejr i franske Font-Romeu. Juniorerne har i 3 uger, fra d. 21. maj til d. 8. juni, trænet og opholdt sig i 1850 meters højde på det franske nationale højdetræningscenter CNEA.
Talentudvikler Michael Hinge var for første gang alene afsted med et hold i den tynde luft. Selvom dette kan være en udfordring, var Michael Hinge forberedt. Han var efter hjemkomsten meget positiv: - Jeg har tidligere fået værdifulde inputs af Paulus Wildeboer, som jeg ser som én af verdens mest vidende trænere på dette område. Dette har båret frugt, og turen gik virkelig godt. En træningslejr kan vurderes på mange parametre, og jeg kan ikke komme i tanke om noget der har været negativt. Træningsresultater var meget positive, specielt set i lyset af, at det var den første lange højdetræningslejr for mange af svømmerne.
Juniorlandsholdet tog efter hjemkomsten direkte til stævnet Mare Nostrum i Monaco. Hertil udtaler Michael: - Stævnet gik også rigtig godt. Svømmerne har været i meget hård træning i 3 uger, og præsterer alligevel på et højt niveau. I hård træning er det generelt godt at gå 2-2,5% fra sit personlige bedste. Dette gjorde alle svømmere – nogle fik sågar svømmet personlige rekorder hjem.
Med kun 3 uger til Europæiske Junior Mesterskaber (EJM) i Antwerpen, med start d. 4. juli, er Michael Hinge optimistisk efter truppens højdetræningslejr og efterfølgende stævne: - Det bliver et godt EJM!
SvømmeSport ønsker holdet held og lykke i Belgien.