Landsholdssvømmere til Mare Nostrum
17-06-2019 12:00:00:
Af: Rebecca Hegelund
Fem danske landsholdssvømmere har netop overstået Mare Nostrum i Barcelona med ganske respektable resultater.
Det internationale stævne Mare Nostrum i Barcelona er netop overstået med deltagelse af fem danske landsholdssvømmere. Alle leverede solide præstationer på begge stævnedage, hvor det samtidig blev til to medaljer af henholdsvis guld og sølv.
– Jeg synes, at svømmerne udviser flotte takter så tæt på VM. Det er især arbejdet med den personlige udvikling og fintuningen af de små detaljer, som er årsagen til at vi er godt tilfredse med det første stævne på turen her i juni, fortæller landstræner Stefan Hansen.
Stævnet i Barcelona er et af tre stævner, som landsholdssvømmerne kan deltage ved i forbindelse med forberedelsen til VM i Sydkorea, der løber af stablen 21.-28. juli 2019. Foruden Mare Nostrum er også Open de France og Sette Colli i Rom. Under hele turen vil det primære fokuspunkt således være de tekniske og taktiske detaljer
Netop i Barcelona viste taktikken at holde hele vejen, idet Pernille Blume svømmede en guldmedalje hjem på 50m fri og Jeanette Ottesens svømmede sig til en sølvmedalje på 50m fly.
– Vi har på denne tur naturligvis fokus på at forberede os til VM, men svømmerne hopper jo også i vandet for at vinde. Det har to af svømmerne netop gjort ved et international stævne, og det er uden tvivl også en motivationsfaktor for de kommende ugers forberedelser, lyder det fra landstræner Stefan Hansen.
Fire af de fem svømmere er nu rejst videre til Paris, hvor de skal deltage ved Open de France den 18. og 19. juni 2019.
Følgende svømmere deltog ved Mare Nostrum, Barcelona:
Jeanette Ottesen
Matilde Schrøder
Mie Ø. Nielsen
Pernille Blume
Tobias B. Bjerg