EJM 2012: 5. og sidste dag
08-07-2012:
Guld og dansk juniorrekord på sidstedagen af EM for juniorer i Antwerpen.
Det lykkedes Mie Ø. Nielsen, efter hurtigste tid i både indledende og semifinalen, at forsvare sit mesterskab i 100 ryg i tiden 1.00,87. Mie vinder finalen i overbevisende stil og overlader sølvmedaljen til Jessica Fullalove, England, i tiden 1.01,72 og bronzen til italienske, Ambra Esposito, i tiden 1.02,57. Aalborg-svømmere vender derfor hjem med tre medaljer i bagagen – to af guld og én af bronze. Et flot resultat af den unge svømmer, som kan se frem til DM på langbane på tirsdag og derefter OL i London sidst på måneden.
Daniel Steen Andersen, som i går svømmede1.52,48 i indledende og 1.50,86 i semifinalen,svømmede søndag aften endnu en flot 200 fri – i en stor personlig rekordtid: 1.49,74, hvilket rakte til en femteplads i finalen.
En flot præstation af den unge Horsens-svømmer, som dermed, som den første dansker, har kvalificeret sig individuelt til EM på kortbane senere på efteråret.
I pigernes indledende 4 x 200 fri holdkap lykkedes det for det danske hold at forbedre den danske juniorrekord fra 2010 med 2,19 sekunder i tiden 8.22,93. Et flot resultat af holdet, som blev nummer otte og dermed sikrede sig en plads i aftenens finale.
Pigernes tider fordelte sig således:
Amalie Østrup, Horsens: 2.06,19.
Julie Aglund Lauridsen, SIGMA SWIM Allerød: 2.06,03.
Sarah Bro, Lyngby: 2.09,33.
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 2.01,38.
I finalen sluttede Danmark på ottendepladsen. Her forbedrede det danske hold endnu en gang juniorrekorden. Denne gang blev der skåret yderligere 1,09 sekunder af rekordtiden fra indledende, således den danske juniorrekord nu lyder på: 8.21,84.
Den nye juniorrekord blev sat af følgende hold:
Amalie Østrup, Horsens: 2.06,84.
Christina Munkholm, Køge: 2.07,86.
Julie Aglund Lauridsen, SIGMA SWIM Allerød: 2.05,16.
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 2.01,98.
I indledende 50 fri for drenge lykkedes det for Magnus Westermann at sætte dansk juniorrekord i tiden 23,22, hvilket kvalificerede ham til semifinalen som nummer syv – en semifinale hvor Magnus noteres for tiden 23,53 og slutter som nummer 16. Svømmeren fra Herlev Svømning sletter med sin indledende tid Frederik Siem Pedersens tidligere juniorrekord på distancen og forbedrer denne med 27/100 sekunder.
En flot præstation af Magnus, som sidste år, blot en uge før han skulle med til ungdoms-OL, var ude for et voldsomt trafikuheld, hvor skinnebenet brækkede hvilket har haft sotr indflydelse på den foregående sæson.
I sidste måned bragte SvømmeSport en artikel om dette, hvor Magnus allerede havde den danske juniorrekord i sigte – læs den her: http://www.svoem.org/Aktuelt/Nyheder/Nyhed/?id=4936
Gårsdagens medaljevinder i 100 fly, Christina Munkholm, svømmede søndag indledende 50 fly i tiden 28,41, hvor hun kvalificerer sig til aftenens semifinale som nummer 16. I semifinalen blev det til en samlet 14. plads for Køge-svømmeren i den personlige rekordtid: 27,98.
Se alle dagens resultater på:
www.europeanjuniors2012.be/070Results/results.php
Med søndagens finaleafsnit er EM for juniorer 2012 afsluttet.
Samlet set har det danske hold vundet fire medaljer – to guldmedaljer og to bronzemedaljer. Dermed har holdet nået medaljemålsætningen på tre – seks medaljer.
Hertil er der blevet sat ti danske juniorrekorder, en nordisk rekord samt talrige personlige rekorder.
Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, udtrykker tilfredshed med udbyttet ved mesterskaberne, hvor specielt drengene har overrasket positivt. Ydermere fremhæver Talentudvikleren holdkap-præstationerne, hvor de danske svømmerne formår at få fire holdkapper med i finalen.
EJM-truppen flyver mod Danmark i morgen, mandag, hvorefter holdet rykker videre til DM på langbane, som begynder tirsdag i Esbjerg.