”Det er det højeste niveau at konkurrere på i Europa!”
27-08-2015 19:30:00:
Af: Anna Birkbak
Laust Moesgaard skal svømme LEN Europa Cup 10 km i Københavns kanaler på lørdag, og det bliver en helt særlig oplevelse for Viborg-svømmeren.
Det er første gang, at Laust Moesgaard (Viborg Svømmeklub) hopper i kanalerne rundt om Christiansborg, når han på lørdag i forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt skal svømme 2000 meter-ruten ikke mindre end fem gange ved det stærke LEN Europa Cup i 10 km.
Klokken 15.00 foran Den Sorte Diamant går starten til den femte afdeling af LEN Europa Cup, det andetsidste løb inden cupfinalen på Cypern den 3.-4. oktober. Flere internationale åbent vand-profiler stiller til start i løbet, hvor der skal svømmes fem gange rundt i det rene kanalvand, og det er noget Laust Moesgaard glæder sig til:
- Det er altid spændende med nye ruter. Så jeg ser enormt meget frem til lørdag. Til forskel fra andre ruter, jeg har prøvet, er vandet også ret stille i kanalerne, og det kan jeg bedst lide. Vi kommer jo fra bassinet, så det er lidt lettere at svømme sådan et løb, fortæller Laust.
Udover Laust Moesgaard skal også Roskildes Magnus Andersen og Peter Mandrup Madsen (AGF Svømning) deltage i det internationale løb – begge kommer netop fra en parallel karriere i bassinsvømningen. Men begge er netop, ligesom Laust, også en del af Dansk Svømmeunions Udviklingslandshold i åbent vand, som i den grad har haft succes i denne sæson, senest ved de Nordiske Mesterskaber i Göteborg i Sverige for to uger siden.
- Det er super fedt at være med på holdet, fortæller Laust. De fleste af os svømmer åbent vand parallelt med bassinsvømningen, men vi er lige så stille ved at lære hinanden og personerne omkring det hele at kende. Vi har det så godt sammen, og vi udvikler os hele tiden. Der er sket meget allerede det første år, og det er noget helt unikt, når vi er til stævner sammen. Vi kommer jo ikke med en stor klub, men snakker rigtig meget med hinanden, vi hepper og støtter hele tiden de andre.
I Göteborg blev Laust hhv. nr. 5 på 10 kilometeren og nr. 1 på 5 kilometeren, og det gav blod på tanden i forhold til den forestående konkurrence:
- På lørdag svømmer vi uden våddragt. Og derfor er jeg ret optimistisk i forhold til LEN Cup’en, for jeg lavede en lille finte i Sverige ved NM. Jeg svømmede uden våddragt på 10 kilometeren, selvom man godt måtte, og jeg opnåede en samlet femteplads, hvilket jeg er super godt tilfreds med. De andre havde jo fordelen ved dragtens opdrift, men jeg formåede alligevel at følge med, og det var jeg ret overrasket over. Dagen efter, på 5 kilometeren, blev alle påbudt at svømme uden våddragt på grund af vandtemperaturen, og der havde jeg jo vænnet mig til det – så blev det til en førsteplads. Det var et rigtig godt NM, som lover godt for på lørdag!
Da SvømmeSport herefter stiller Laust det almindelige ”Hvad håber du på, at tiden bliver på lørdag?”-spørgsmål, kommer dog et lidt uventet svar:
- Det er noget helt andet at svømme i åbent vand end bassinsvømningen, og jeg holder faktisk ikke øje med mine tider. Det handler ikke om at svømme 10 km hurtigst muligt, det er langt mere taktisk. Jeg kan godt lide at sammenligne med cykelsporten, hvor man heller ikke sammenligner tiderne på etaperne. Her handler det om at få positioneret sig godt, at ligge i slipstrømmen og spare kræfter, at vurdere den bedste mulighed for et ryk. I svømningen har man selvfølgelig ikke et hold, men svømmer med egen interesse for at vinde. Men det er det, jeg godt kan lide, siger Laust.
Og på lørdag er det så, at disse taktiske færdigheder skal stå deres prøve. Laust Moesgaard og Magnus Andersen var begge med ved LEN Cup’ens tredje afdeling i Navia, Spanien, den 1. august, hvor det gjaldt 7,5 kilometer. Denne gang er det på hjemmebane:
- Vi glæder os super meget, og det er bare super fedt at svømme herhjemme og samtidig komme ud i meget stærk international konkurrence. Det er det højeste niveau, man kan få lov til at kæmpe på i Europa. Mit mål er at gøre det bedre end i Spanien, at komme med frem og hænge i den forreste gruppe så længe som overhovedet muligt. I Navia faldt jeg ret tidligt væk fra frontgruppen, så på lørdag vil jeg hænge i. Derudover skal jeg selvfølgelig bare have en masse erfaring med derfra, slutter Laust.
Du kan læse meget mere om LEN Europa Cup’en i Dansk Svømmeunions pressemeddelelse.
Besøg også TrygFonden Christiansborg Rundts officielle hjemmeside.