"Det er bare en super fed dag!"
27-08-2016 17:30:00:
Af: Anna Birkbak
Hovedstadens Maria Grandt har netop vundet TrygFonden Christiansborg Rundt for kvinder.
Hun træner normalt ikke til åbent vand-stævner, men formår alligevel at svømme sig helt i top til det største åbent vand-stævne herhjemme.
Hovedstadens Maria Grandt har netop vundet TrygFonden Christiansborg Rundt på 2000 meter i noget, der lignede et klubopgør, da størstedelen af feltet var klubkammerater fra Hovedstadens Svømmeklub.
Maria vinder stort i tiden 24.29 foran Josefine Strand Nielsen (Hovedstadens Svømmeklub) i 26.45 på andenpladsen og Roskilde Svømnings Anna Brendstrup i 26.58.
Det var dog ikke uden kamp, at Maria kom i mål:
- Da jeg havde 500 meter, troede jeg jeg havde 1000 meter - så det var lidt hårdt i starten! Jeg havde ikke nogen fornemmelse af, om der lå nogen bag mig eller foran, og det var lidt svært at orientere sig, for man kan ikke følge noget nede på bunden. Man skal hele tiden kigge op for at se, hvad der sker. Men efter det begyndte det at flyde fint!
Damernes vinder af TrygFonden Christiansborg Rundt 2016: Maria Grandt
Sidste år blev Maria Grandt nummer to bag langdistance-svømmer Lotte Friis (NBAC/NTC), og Maria svømmede endda en smule hurtigere i år. Så der er al mulig grund til at være tilfreds.
- Jeg klager ikke, smiler Maria og fortsætter: Og så træner jeg jo svømning indendørs normalt. Men vores træner i klubben synes mange af os skulle stille op. Det er ret fedt at være sammen om det, i stedet for at tage af sted alene. Jeg synes stævnet er super hyggeligt, og vi er mange fra klubben, der hjælper til. Man kender mange, og det er bare en super fed dag, hvor alle er glade.
Herrernes podie udgjordes af tjekkiske Matej Kozubek i vindertiden 22.30, mens færøske Oli Mortensen tog sølv i 22.38 og KVIK Kastrups Marcus Krøyer Svendsen tog bronze i 23.35.
Se alle resultater på copenhagenswim.com