"Det er fantastiske rammer at være frivillig i"
29-08-2015 11:15:00:
Af: Anna Birkbak
Elizabeth er frivillig fra Hovedstadens Svømmeklub for fjerde gang. Hun er vild med at få hele dagen til at køre.
Der er travlhed i målområdet nu, hvor unge som gamle strømmer ind efter et veloverstået løb rundt om Christiansborg.
Midt i det hele går frivillige i røde t-shirts rundt med ekstra vand, bananer og æbler til svømmerne, og én af dem er svømmemor Elizabeth fra Hovedstadens Svømmeklub.
- Det er fjerde gang jeg er med, så jeg kender rutinerne efterhånden, smiler hun. Det fantastiske er, at hele setuppet er klart. Vi skal sådan set bare gøre det indbydende og nemt for atleterne at komme til tingene og få en god oplevelse, når de kommer i mål. Det er en fed oplevelse.
Med alt det liv, der er her på havnen, må det være fedt at være med til at få det hele til at klappe:
- Det er fedt at være her og mærke stemningen. Det er jo ikke noget, man oplever særlig tit. Man kommer både tættere på andre forældre, og svømmerne fra klubben er jo også med til at hjælpe, så dem lærer man også at kende på en anden måde. Så det synes jeg er fedt. Det er gode rammer og fantastisk vejr.
SvømmeSport spørger, om Elizabeth selv kunne tænke sig at hoppe i kanalerne engang?
- Haha, nej, jeg har aldrig svømmet selv, og har det fint med at være på denne side af arrangementet, griner hun.
Besøg TrygFonden Christiansborg Rundts officielle hjemmeside eller Facebook-side.