”Det var rigtig hård konkurrence”
27-08-2016 11:20:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Peter Mandrup Madsen var med, da det her til morgen gik løs ved LEN Cuppen i Københavns kanaler. Konkurrencen bød på masser af ny erfaring i et stærkt felt.
I år kunne vi igen se, at LEN Europa Open Water Swimming Cup blev afviklet i forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt.
Her til morgen hoppede seks danske åbent vand-svømmere og deres europæiske konkurrenter nemlig i vandet ved Den Sorte Diamant, hvorfra de skulle tilbagelægge 6 kilometer i de københavnske kanaler.
Én af de seks danske drenge, der var med på ruten, var åbent vand-svømmeren Peter Mandrup Madsen (AGF Svømning), der kunne slå hånden ind som første dansker efter de 6 km. med tiden 01:11:34.16.
Om løbet udtaler Peter selv:
- Jeg synes, at det gik okay. Men jeg ville gerne have været med i feltet hele vejen og have prøvet noget andet end sidste år, hvor jeg lå alene det meste af vejen. Så jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke var med. Jeg lavede nogle fejl, som gjorde, at jeg tabte feltet, men egentlig svømmede samme fart som dem i anden omgang. Jeg kunne bare ikke hænge på. Så jeg ville gerne have været med længere fremme, men det har stadig givet gode erfaringer, og jeg skal bare prøve det en masse gange for, at det bliver bedre.
Blandt de europæiske konkurrenter kunne man finde sidste års vinder på 10 kilometeren Matej Kozubek, der denne gang kunne svømme sig til en bronzemedalje med tiden 01:08.47.14. Guldmedaljen blev vundet af italienske Dario Verani med tiden 1:08:45.97, mens endnu en italiensk svømmer, Francesco Bianchi, kunne snuppe sølvmedaljen med tiden 1:08.46.91. Det var derfor et stærkt europæisk felt, som de danske svømmere var oppe imod.
- Det var rigtig hård konkurrence. Noget hårdere end jeg har været vant til her i Danmark og i Norden, fortæller Peter. Mange af dem, vi svømmede med, var ældre og væsentlig mere erfarne, end vi er, og derfor er det også sværere at svømme mod dem. De ved præcis, hvad de skal gøre og har nemmere ved at læse løbet. Selvom jeg var med sidste år og ved, hvordan tingene forløber, så er det svært at læse, når man ligger nede i vandet.
Der er dog kun rosende ord til stemningen og ruten, der heldigvis kun bød på en smule tang og vandmænd.
- Jeg synes, at det er et rigtig godt sted. Det er dejligt at se, at der er mennesker hele vejen på ruten, og det er lidt mere tilskuervenligt i forhold til, at det er åbent vand, fortæller Peter og fortsætter:
- Vandforholdene var alle tiders og væsentlig bedre end de 17 grader, vi havde sidste år. Det kunne ikke være bedre. Der var masser af vandmænd og tang. Men jeg svømmede ikke ind i nogen brandmænd, så det var alle tiders! Der var godt nok noget tang, der satte sig fast i mine svømmebriller og badehætte, men sådan er det jo.
Nu gælder det så EM Junior Open Water i Italien i september for Peter, hvor også Jackie Gade (Aalborg Svømmeklub) og Lærke Toft Ruby (Svømmeklubben Laksen/A6) er udtaget. Her har Peter en forventning om at hive endnu mere erfaring hjem, ligesom han kunne ved dagens LEN Cup i København:
- Nu skal jeg jo svømme EM for juniorer på 10 km i Italien om to uger, så der håber jeg, at jeg kan bruge noget af den erfaring, jeg har fået her. Men ellers handler det også meget om at komme ned og få mere erfaring. Jeg glæder mig til at komme ud og lære noget mere!
Tak til Peter for interviewet!
Dagens resultater ved LEN Cup kan du se her:
Mændenes 6 km LEN Cup:
Dario Verani (ITA), 01:08:45.97
Francesco Bianchi (ITA), 01:08:46.91
Matej Kozubek (CZE), 01:08:47.14
Andrea Bianchi (ITA), 01:08:50.82
Roman Kozhenikov (RUS), 01:08:54.45
Peter Mandrup Madsen (DEN), 01:11:34.16
Alexander Wildenschild (DEN), 01:11:44.57
Mads Holm (DEN), 01:14:36.17
Marek Pavuk (SVK), 01:20:31.45
Damernes 6 km LEN Cup:
Giulia Gabbrielleschi (ITA), 01:08:56.64
Arianna Bridi (ITA), 01:09:00.76
Ilaria Raimondi (ITA), 01:09.49.94
Barbara Pozzobon (ITA) 01:11:40.71
Franzi Heinrich (GER), 01:19:59.90
Lærke Toft Ruby (DEN), 01:20:28.12
Jackie Gade (DEN), 01:20:28.96
Emma Wael (DEN), 01:23:14.13
Husk, at der er fuld gang i TrygFonden Christiansborg Rundt i de københavnske kanaler med start ved Den Sorte Diamant netop nu. Masser af glade svømmere springer i vandet for at svømme en tur på 2 km.
Så kig endelig forbi og hep på de mange seje svømmere!