DM-status: Det er sket siden gårsdagens pressemøde
08-12-2020 22:20:45:
Af: Klaus Bach Christensen
Afholdelsen af DM Kortbane 2020 virker fortsat realistisk.
Kære SvømmeDanmark
Gårsdagens nye coronarestriktioner har rejst en række spørgsmål vedrørende den planlagte afholdelse af årets danmarksmesterskaber på kortbane i Helsingør Svømmehal. Er der adgang til svømmehallen? Hvor skal svømmerne bo, hvad skal de spise og er det overhovedet sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde DM?
Vi har i løbet af i dag haft dialog med Danmarks Idrætsforbund (DIF), der bekræfter, at DM Kortbane 2020 kan gennemføres, da et dansk mesterskab for øverste nationale niveau klassificeres som professionel sport, der er undtaget forsamlingsforbuddet. Herudover er vi i tæt dialog med Helsingør Kommune og Helsingør Svømmehal, der fortsat hilser SvømmeDanmark velkommen. Det vil sige, at der er adgang til svømmehallen, og mesterskabet kan umiddelbart afholdes efter det coronatilpassede setup.
Hvilken indflydelse får de nye coronarestriktioner?
Fra i morgen påvirkes 38 kommuner af de nye coronarestriktioner, hvor blandt andet svømmehaller nedlukkes. På trods af at DM-kvalificerede svømmere, ifølge Kulturministeriet, defineres som værende professionelle atleter, kan de nye restriktioner betyde, at mange svømmere ikke har mulighed for at træne henholdsvis de sidste fem og ni dage frem mod mesterskabets start.
Det er på ingen måde i sportens ånd, og derfor rækker vi ud til de deltagende klubber for at sikre os, at klubbernes kvalificerede DM-svømmere har mulighed for at træne frem mod danmarksmesterskabets start. Langt størstedelen af de klubber, vi har talt med, har allerede givet positive tilbagemeldinger herpå, men skulle din klub være udfordret, hvad angår træningsmuligheder frem mod DM, så kontakt hurtigst muligt udviklingskonsulent Lars Bo Larsen på mobil: 29160901 eller mail: lbl@svoem.dk. Danmarks Idrætsforbund (DIF) har dialog med myndighederne om dette problem, men de opfordrer i første omgang til, at klubberne søger lokale løsninger med deres kommuner.
De skærpede coronarestriktioner har også betydning for, hvorvidt svømmerne kan blive bespist og overnatte under mesterskabet. Lige nu er vi i tæt dialog med Comwell Borupgaard i Helsingør, der har bekræftet, at det forsat er muligt at tilbyde overnatning og bespisning. I den forbindelse har vi også været i kontakt med Nordsjællands Politi.
DM Junior har givet vigtig viden
Siden torsdag den 3. december er der afholdt DM for juniorsvømmere i henholdsvis Greve Svømmehal og Aarhus Svømmestadion. I den forbindelse har vi fået nyttig viden, som vil blive brugt til at gøre afholdelsen af DM Kortbane endnu mere tryg og sikker for de deltagende svømmere.
Sundhedsmyndighederne opfordrer 15-25-årige i 17 hovedstadskommuner til at blive testet for coronavirus inden juleaften. I lyset af opfordringen gør vi det til et krav, at kvalificerede svømmere i denne aldersgruppe fra klubber i de pågældende kommuner lader sig teste for coronavirus senest 72 timer inden danmarksmesterskabets start. Det vil sige senest den 11. december for damer og senest den 15. december for herrer. Derudover overvejer vi lige nu, om vi skal gøre yderligere angående krav til testning.
Med tryghed og sikkerhed for øje vil der desværre ikke være adgang for tilskuere under mesterskabet, heriblandt trænere. Det betyder, at alle må følge danmarksmesterskabet via LiveTiming, hvor livestreaming vil være tilgængelig.
Vi ser fortsat med fortrøstning på mulighederne for afholdelsen af DM Kortbane 2020, men de sidste brikker mangler at falde på plads, før vi endeligt kan melde ud, om danmarksmesterskabet kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt og med den rette sportslige optakt.
Så snart vi har yderligere nyt, melder vi ud herom.