Anders Lie efter OL
11-09-2012:
- Det kan komme til at gå endnu bedre i Rio!
Anders Lie, Farum/NTC, er imponeret efter hans første OL: - Oplevelserne under OL var helt fantastiske. Hele set-up'et og alle de faciliteter der var til rådighed, var tæt på at være uvirkeligt. Det er helt sikkert et par uger, som jeg aldrig kommer til at glemme!
Også på det sportslige plan er Anders tilfreds – i hans eneste løb, 4×200 fri for herrer, blev han den hurtigste dansker på holdkappen i tiden 1.47.59. Han udtaler følgende om holdkappen i London: - Det har krævet meget træning, for "kun" at svømme i ét minut og syvogfyrre sekunder, men det er jeg efterhånden vant til. Jeg havde håbet og troet på, at vi kunne nå en finale i holdkappen, men de andre lande var simpelthen for hurtige.
Den målrettede svømmer har allerede rettet sigtet mod Rio 2016, og glæder sig til processen frem mod endnu et OL: - Jeg har lært en masse i løbet af de sidste 4 år, så jeg er helt sikker på, at det kan komme til at gå endnu bedre i Rio. Jeg går allerede nu og glæder mig, til at udvikle mig som svømmer - både teknisk og fysisk, udtaler Anders.
Bortset fra den sportslige målsætning, vil Anders også i gang med en uddannelse, da han ved, at han ikke kan være elitesvømmer for evigt - Hvad fremtiden bringer på dette punkt, kan vi kun gisne om, da hovedpersonen endnu ikke har planlagt denne del endnu.
SvømmeSport ønsker Anders held og lykke frem mod OL 2016 – og mod en ny tilværelse som studerende.