Hosszu og Le Clos fastholder føringen i Japan
29-10-2014 18:40:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Det sjette afsnit i FINA/MASTBANK Swimming World Cup var ligesom tidligere afsnit gunstigt for Ungarn og Sydafrika.
Ungarske Kazinka Hosszu og sydafrikanske Chad Le Clos formåede endnu en gang at vise, hvorfor de ligger i front i den samlede stilling under dette års FINA/MASTBANK Swimming World Cup, da konkurrencen gæstede Tokyo i Japan denne weekend.
Det oplyser FINA i en pressemeddelelse.
Hosszu triumferede således på både 200 m fri, 200 m butterfly, 100 og 200 m ryg, samt 100, 200 og 400 m medley og står nu noteret for 889 point efter det sjette og næstsidste afsnit i World Cuppen. Det er en pointscore, der fastholder hendes sikre placering i front i den samlede konkurrence, hvor hollandske Inge Dekker ligger på andenpladsen med 330 point efter mødet i Japan, og spanske Mireia Belmonte ligger nummer tre med 255 point.
Chad Le Clos fra Sydafrika, der førte den samlede konkurrence blandt herrerne inden stoppet i Japan, vandt til gengæld kun tre discipliner i Tokyo – nemlig 50, 100 og 200 m butterfly. Han delte dermed opmærksomheden med den lokale helt Kosuke Hagino, der ligeledes svømmede tre sejr hjem i henholdsvis 200 m fri, 100 m medley og 200 m medley.
Det ændrer dog ikke på, at Chad Le Clos – ligesom sit kvindelige modstykke – fortsat ligger i front blandt herrerne i den samlede konkurrence.
Sydafrikanerne sidder således inde med 414 point, mens ungarske Daniel Gyurta står noteret for 293 point på andenpladsen, og Tom Shields har 225 point på tredjepladsen.
Syvende og sidste stop under dette års FINA/MASTBANK Swimming World Cup finder sted i Singapore den 1.-2. november. Læs mere om konkurrencen her.