Cluster #2 af World Cup skydes i gang i Beijing
29-09-2016 09:30:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Efter en succesfuld start på 1. cluster ved World Cup i Chartres, Berlin og Moskva, er FINA nu klar til at skyde 2. cluster i gang, der starter i Beijing.
FINA kan i en nyhed fortælle, at de nu er klar til at skyde 2. cluster af World Cup i gang, når det i morgen gælder første stop i Beijing.
Dette sker ovenpå stor succes under 1. cluster, hvor der blandt andet blev svømmet to verdensrekorder hjem af Ruslands Vladimir Morozov på 100 medley, der nu lyder på 50.30. Den russiske svømmer ligger tilmed på førstepladsen efter første afdeling med 226 point, mens sydafrikanske Chad Le Clos indtager andenpladsen med 192 point, og tyske Philip Heintz snupper tredjepladsen med 183 point.
Derudover kunne også den jamaicanske kvinde Alia Atkinson svømme en verdensrekord hjem i 100 bryst med tiden 1:02.36. Dette placerede hende dermed på en samlet tredjeplads.
Førstepladsen er den ungarske jernkvinde Katinka Hosszu i øjeblikket indehaver af med hele 378 point, hvorefter vores danske OL-svømmer Jeanette Ottesen indtager 2. pladsen med 141 point.
Dermed er vi klar til at skyde 2. afdeling i gang, når det i morgen gælder Beijing. Derefter står den på Dubai den 4. og 5. oktober, mens 2. cluster sluttes af i Doha den 8. og 9. oktober.
Jeanette Ottesen vil være at finde i bassinerne alle tre afdelinger i 2. cluster. Du kan læse meget mere om hendes deltagelse i nyheden her.
Læs hele FINA's nyhed på deres hjemmeside her.