Åbent hus på NTC var en succes
27-06-2016 19:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Sportschef Lars Green Bach evaluerer åbent hus på NTC, der bød på masser af interesserede svømmere, forældre og trænere.
Onsdag den 15. juni havde Dansk Svømmeunion inviteret til åbent hus på det Nationale Træningscenter (NTC), hvor svømmere, trænere, forældre, ledere og mange flere var inviteret. Dette skulle give et indblik i, hvordan NTC fungerer i det daglige.
Sportschef Lars Green Bach deltog selv ved dagen, og han ser tilbage på mødet med tilfredshed:
- Jeg havde oplevelsen af et godt møde med engagerede og interesserede deltagere. Og jeg er glad for, at der både var svømmere, forældre, trænere og ledere tilstede, fortæller sportschefen og fortsætter:
- Det glæder mig, at der både deltog svømmere, der overvejede en ansøgning til NTC, og svømmere der var der af ren og skær interesse og nysgerrighed.
Lars Green Bach ser et arrangement som dette, som en vigtig ting for NTC, hvor der bliver skabt muligheder for dialog sportsafdelingen, NTC og svømmerne imellem, og hvor åbenheden omkring NTC’s arbejde er tydelig.
- Jeg synes, det er vigtigt, at der er åbenhed omkring arbejdet og forholdene på vores NTC. Og det er faktisk også en af udløberne af den igangværende proces frem mod en ny strategi og handleplan for dansk svømmesport, så det ser vi frem til at udvikle på i årene, der kommer, fortæller Lars Green Bach. Dialogen med deltagerne giver også os inspiration til en fortsat udvikling af dansk svømmesports NTC. Og det vil vi inkludere i vores fortsatte arbejde.
Ifølge sportschefen var formålet med åbent hus-arrangementet netop at skabe de åbne rammer og give svømmerne mulighed for at få indtrykket af, hvad NTC gør og kan og derfra træffe beslutningen om, hvordan deres svømmekarriere skal se ud.
- Jeg synes, det er værd at fremhæve, at eksempelvis klubber som Triton Ballerup og Lyngby har opfordret nogle af deres svømmere til at deltage. Svømmerne kan her få et indtryk af, hvad NTC er for en størrelse, og de kan dermed have det med i overvejelserne, når de skal træffe beslutninger og afklare deres fremtidsplaner. Det har været et af formålene for NTC åbent hus for os, så det glæder mig, at det også lykkedes, evaluerer Lars Green Bach og afslutter:
- Det vigtigste er, når alt kommer til alt, at svømmerne vælger det, der skal til, for at lige netop de udvikler sig internationalt. NTC eller ej.
Tak til sportschef Lars Green Bach for evalueringen.
Du kan læse meget mere om NTC på Dansk Svømmeunions hjemmeside.