Nye svømmere på NTC
18-07-2013 15:30:00:
Af: Nora Thomsen
Nybagt junioreuropamester skifter træningsmiljø til det Nationale TræningsCenter (NTC).
Nybagt junioreuropamester skifter træningsmiljø til det Nationale TræningsCenter (NTC).
I sidste uge blev Daniel Steen Andersen (Horsens Svømmeklub) junioreuropamester på speciale disciplinen 100 fly. Femte august flytter han til København og starter han på det Nationale Træningscenter. Han bliver ikke den eneste tilgang til centret da Lasse Lykke Nielsen fra Helsinge Svømmeklub gør ham selskab og de to kan starte et nyt kapitel i deres karriere ved at starte med at træne under australske Shannon Rollason på Bellahøj Svømmestadion.
Både Daniel og Lasse har haft en rigtig god udvikling i deres respektive klubber, men de besluttede allerede i vinters i samarbejde med trænere og familier, at tiden var moden til nye inputs og at de var klar til at flytte fra de hjemmelige rammer. Efter en uges prøvetræning i april valgte Daniel og Lasse,at NTC var det rigtige sted for dem at fortsætte satsningen på svømningen.
Sportschef i Dansk Svømmeunion, Mikkel von Seelen udtaler om de to svømmeres overgang til NTC: Det er to unge spændende svømmere der starter på NTC efter sommerferien. Jeg føler mig overbevist, om at både de to svømmere og træningsmiljøet kommer til at nyde godt af dette. De vil komme til at indgå i et ungt og talentfuldt herremiljø både på NTC og forhåbentligvis også på de kommende landshold. Det er et herremiljø som giver nogle rigtig spændende perspektiver for dansk svømning. Sportschefen uddyber: Vi har haft en god og konstruktiv dialog med trænere og forældre, så jeg er sikker på, at det er to drenge af den rigtige støbning der melder sig klar til træning i starten af august.