Officialprisen 2018 går til Jette Jørgensen
14-04-2018 18:43:15:
Af: Freja Marquardt
Lørdag aften blev Officialprisen 2018 uddelt. Den gik til Jette Jørgensen.
Inden lørdagens finaleafsnit til Danish Open blev Officialprisen 2018 uddelt. Den fine hæder gik til Jette Jørgensen fra Hovedstadens Svømmeklub.
Valget af Jette Jørgensen skyldes hendes mangeårige engagement i Dansk Svømning, hvor hun har brillieret på både lokalt og nationalt plan.
Du kan læse Dansk Svømmeunions pressemeddelelse omkring valget af Jette Jørgensen til Officialprisen 2018 her.
Jette Jørgensen i selskab med Dansk Svømmeunions næstformand,
Jes Gydesen (th) og formand for Dansk Svømmetræner
Sammenslutning, René Thomsen (tv).
Copyright: Jesper Nielsen - STTFOTO.
Det var en beæret og rørt modtager, som var tom for ord, da hun modtog prisen. SvømmeSport fangede hende senere under aftenens finale, og her var det ganske tydeligt, at den store hæder betyder meget for Jette Jørgensen.
- Det kom meget bag på mig, da jeg hørte mit navn blive råbt op. Jeg vidste slet ikke, at nogen havde nomineret mig. Det var en stor overraskelse for mig, siger Jette Jørgensen.
Det er en fagkomite, som på baggrund af indstillinger har vurderet, hvilken nomineret, der skulle vinde den fine pris. Jette Jørgensen er blandt andet blevet indstillet af svømmerne i Hovedstadens Svømmeklub.
- Det gør mig så glad at vide, at svømmerne lægger mærke til mig. At de anerkender mit arbejde, og at de sætter pris på det. Den påskønnelse betyder rigtig meget for mig, siger Jette Jørgensen.
Jette Jørgensen har selv svømmet og med to forældre, som i mange år har været frivillige i Nakskov Svømmeklub, var det ganske naturligt for hende selv at bruge sine weekender til svømmestævner rundt omkring i landet, da hendes egen søn begyndte at svømme. Sønnen er for længst stoppet, men Jette Jørgensen fortsætter sit arbejde som frivillig. Det har hun tænkt sig at blive ved med indtil det ikke længere er sjovt.
SvømmeSport takker Jette Jørgensen for interviewet og ønsker tillykke med Officialprisen 2018.