Jeg elsker Christiansborg Rundt. Punktum!
27-08-2012:
Læs her en deltagers egen beretning fra Christiansborg Rundt.
Af Ellen Garne.
Da arrangementet fandt sted første gang tilbage i 2006, stod jeg, indrømmet, med hovedet solidt plantet i en busk, men siden jeg tog mod til mig i 2007, er oplevelsen kun blevet bedre. Og bedre. Og bedre. Og bedre. Festligt, folkeligt og fornøjeligt, når det er allerbedst, fordi sport, bevægelse, kultur, natur og oplevelser, langt ud over et sædvanlige, får lov at være med.
I 2007 … var turen 1900 meter i småkoldt vand, start-og-mål-pontonen lå i Frederiksholms Kanal og Dansk Svømmeunion fejrede 100 års jubilæum. Der var brusebad i telte ved Tøjhusmuseet, klistermærker på badehætterne til stregkode-tidtagningen og varm pulversuppe til alle, der gennemførte.
I 2008 … blev Christiansborg Rundt smedet sammen med 10 km DM, så ruten måtte forlænges til præcis 2 kilometer, som DM-svømmerne fik lov at svømme 5 gange – uden våddragt! Deltagerantallet steg igen, så der var trængsel, både på start-pontonen og i passagen under broen ud til havnebussernes stoppested på det hjørne, der skulle rundes lige efter starten. Aldersspredningen og bredden nåede nye højder, for Christiansborg Rundt handler om at være med. Om at gøre det, der for bare få år siden syntes umuligt: Svømme rundt om den danske regeringsbygning i rent og klart vand.
I 2009 … var der 10 km World Cup om formiddagen og elektronisk tidtagning, der svigtede om eftermiddagen, men selvom vi både hørte og så tordenvejr mod nord, syd, øst og vest, var der lunt og tørt på Slotsholmen. Så der blev svømmet og svømmet i kanalerne, imens de mange rustne cykler og Agnete og Havmanden bare blev liggende fredeligt dernede i deres dyb, helt upåvirkede af at blive oversvømmet af både svømmere og af lidt for mange brandmænd.
I 2010 … blev vi så mange, at start- og mål-pontonen flyttede ud, hvor der var plads til alle, også et par brandmænd her og der. Heatene blev større, men der var god plads i kanalen ud for Diamanten, også under starten. Der var deltager-chip til håndleddene, og ved mål slog man ind på en blå plade over vandet og skulle altså først slås om at komme i land ved ponton-trapperne, efter tiden var registreret. Borgmesteren svømmede med rundt, der var Krüger-stafet og der blev overrakt medaljer af svømmeunionens dengang tvillinge-gravide protektor. En kronprinsesse, der ikke lod sig nøje med at inspirere alle med sit nærvær og sin interesse, men også selv lod sig inspirere af at være til stede ved det største åbent vand-arrangement i dansk vand.
Om 2011 … er der ikke andet at sige, end at det var meget, meget ærgerligt, at vejrguderne svigtede svømmeglade København. Alt gik i vasken. Bogstavelig talt.
Og nu, i 2012 … klappede det hele. Alt. Det var så meget styr på såvel det praktiske som det elektroniske, at både arrangørerne og speakeren kunne finde tid til at svømme med rundt. Det royale islæt holdt sig heller ikke på land, H.K.H. kronprinsesse Mary var trukket i våddragt og svømmede SIN tur rundt om Christiansborg. Og så var turen rundt om Christiansborg en så længe ventet begivenhed, at Nadja Joy Tønnesen ikke kunne lade være med at svømme den to gange. Og mon dog så ikke, at Krüger-stafetten er at ligne med en viljestærk baby, på nippet til at vokse sig stor og stærk og helt uimodståelig?
Hvad så i 2013? … Et kig i krystalkuglen viser, at der kommer endnu flere deltagere og tilskuere og fotografer næste år. Det gør der, fordi Christiansborg Rundt, med sin helt egen charme, tiltrækker alle med lyst til at svømme en helt unik tur i det fri … men også fordi mange håber på, måske, at få et glimt af en sej kvinde fra Tasmanien, der har lyst til at svømme rundt om Christiansborg af præcis de samme grunde som alle vi andre: En unik svømmetur i det fri, med udsigt til vores smukke hovedstad i en helt anden vinkel, end vi plejer at se den i. Jeg håber, Christiansborg Rundt også i 2013 er for alle, der har lyst til at svømme deres helt egen kanalrundfart. For de unge og for de gamle. For de tykke og for de tynde. For de hurtige og for de langsomme. For de spurtende og for de nydende. For de sporty og for de mere kulturbevidste. For dem fra nær og for dem fra fjern. For dem der elsker pressen og for dem, der helst er fri for at blive overvåget af andre end dem, der er der for at sikre alle en både sikker og sjov svømmetur.
På gensyn i 2013!