Dansk Svømmeunion er tilfreds med dette års Limfjordskrydser
07-09-2014 20:00:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
Der gik super fint, da det årlige åbent vand-arrangement i Aalborg løb af stablen lørdag, oplyser udviklingskonsulent Lars Bo Larsen.
Solen stod højt på en skyfri himmel, og strømmen i Limfjorden ved Aalborg var perfekt til åbent vand-svømning, da den årlige Limfjordskrydser blev skudt i gang i det nordjyske lørdag.
Så der var ikke noget at sætte en finger på ved det traditionsrige stævne, hvis man spørger Lars Bo Larsen, som er udviklingskonsulent og medarrangør i Dansk Svømmeunion.
- Jeg synes, at det gik super fint. Vi sendte mere end 300 over fjorden, og i alt havde vi fire, der udgik af ting i småtingsafdelingen som for eksempel krampe eller træthed. Og i
forhold til at få alle ender til at hænge sammen, så var der heller ikke nogle problemer, siger Lars Bo Larsen og tilføjer:
- Der kom mange mennesker og kiggede, og det var super fedt, synes jeg. Især at der var mange ude for at se på DM-løbet længere ude på 5-kilometer-strækningen, selvom det kun var knap 50 svømmere, der svømmede den.
Det var ottende gang, at Dansk Svømmeunion fik stablet Limfjordskrydseren på benene i et samarbejde med Aalborg Svømmeklub, Svømmeklub Nord og Nørresundby Idrætsforening. Men som noget nyt havde stævnet fået selskab af 5 km DM, hvilket betød, at de nordjyske åbent vand-entusiaster også kunne vælge at tilbagelægge 5000 m ud over de sædvanlige 600 og 1500 meter.
- Vi får nok ikke lov til at huse 5 km DM igen næste år. Men i Nordjylland er man da friske nok på det, hvis det skulle være, lyder vurderingen fra Lars Bo Larsen.
- Om vi så skal udvide de to traditionelle strækninger på henholdsvis 600 og 1500 meter med et 5000 meter motionsløb blot igen næste år, må vi se på. Nu skal vi evaluere på stævnet her sidst i september, hvor vi skal have snakket tingene igennem, tilføjer unionens udviklingskonsulent, der er fast mand på Limfjordskrydseren.
Lars Bo Larsen er dog ikke i tvivl om, at uanset hvad strækningerne bliver til næste år, så vil stævnet finde sted igen. Og i så fald bør man måske se på, hvordan man kan skabe lidt bedre forhold for såvel svømmere og tilskuere.
- Umiddelbart tænker jeg, at det kunne blive mere deltagervenligt med nogle borde og stole – muligvis også noget frugt og vand, ligesom man har til Christiansborg Rundt – i både start og målområdet. Det tænker jeg, at vi måske godt kunne begynde at kigge lidt mere på til næste år, nu hvor Limfjordskrydseren er ved at være så stor, som den er, siger han.
Se resultaterne fra 5 km DM og Limfjordskrydserens traditionelle distancer her.
Læs også "Mere end 300 deltager i Limfjordskrydseren og 5 km DM" og "17-årig bliver dobbelt Danmarksmester i Open Water"