Så skal holdet til Nordiske Mesterskaber i åbent vand snart udtages!
13-06-2016 10:30:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Åbent vand-sæsonen er skudt i gang, og i den forbindelse skal der udtages et hold til NM Open Water i juli. Hør her, hvad talentansvarlig Thomas Stub har at sige herom.
I den kommende weekend afholdes åbent vand-arrangementet Aros Swim, hvor også DM 5 km. svømmes, og her vil en masse glade svømmere være at finde i vandet ved Tangkrogen i Aarhus.
Arrangementet har stor betydning for de svømmere, der ønsker at være en del af holdet til de Nordiske Mesterskaber i åbent vand 2016, der afholdes den 16. og 17. juli i Estland. Holdet hertil vil udtages på baggrund af de præstationer, som vi kommer til at se til DM 5 km. under Aros Swim.
Talentansvarlig Thomas Stub ser frem til at skulle udtage holdet og glæder sig til at se, hvordan svømmerne klarer sig i det åbne vand.
- Der er rigtig mange nye svømmere med i åbent vand-talentudviklingsprojektet her i 2016, og jeg er meget spændt på at se, hvad de synes om konkurrencerne i det åbne vand, fortæller Thomas Stub. De er alle dygtige svømmere i bassin, men det er ikke altid det samme som, at man også føler sig tilpas i åbent vand og bryder sig om den konkurrenceform, hvor man selv skal forsøge at navigere den korteste rute mellem bøjerne og svømme helt tæt på konkurrenterne.
På baggrund af præstationerne ved DM 5 km. skal der udtages 3-5 seniorer og 6-8 juniorer til de Nordiske Mesterskaber i åbent vand til juli. Her vil der være en smule anderledes udtagelseskriterier, end vi ser det i bassinerne, hvor tiden er det vigtige. Når det gælder åbent vand-svømning, er der mange forskellige vurderinger, der skal tages højde for. Men Thomas Stub er sikker på, at holdet vil blive udfyldt.
- Udtagelse til de Nordiske Mesterskaber i åbent vand foregår lidt anderledes, end når jeg udtager svømmere til Nordiske Mesterskaber i bassin. Når vi konkurrerer i bassin kan vi jo tage tid på præstationen og så på den baggrund afgøre hvem, der er bedst og hvem, der kan gøre sig gældende i den nordiske konkurrence, fortæller Thomas og fortsætter:
- Når vi udtager svømmere til Nordiske Mesterskaber i åbent vand, så kommer der nogle subjektive vurderinger i spil, og det gør i virkeligheden udtagelsen noget sværere. Rammerne for hvor mange svømmere, jeg kan få med, afhænger meget af, hvordan konkurrencerne forløber. Kommer der f.eks. en gruppe på fire svømmere samlet til mål med god afstand til de næste, så giver det jo god mening at tage dem alle fire, men kommer svømmerne alle ind med god afstand til hinanden, så skal jeg vurdere, hvor langt ned i rækkerne, jeg skal gå.
Thomas Stub forventer at kunne udtage og offentliggøre holdet til Nordiske Mesterskaber mandag den 20. juni, men allerede nu står det klart, at en svømmer har sikret sig en plads på holdet.
- Allerede nu står det klart, at Lærke Toft Ruby (Svømmeklubben Laksen/A6) er udtaget som en del af juniorgruppen, fortæller Thomas. Lærke kvalificerede sig ved Danish Open til EM junior i bassin i Ungarn i starten af juli, og hun har derfor ikke mulighed for at deltage i udtagelsesarrangementerne i juni måned. Men da Lærke har deltaget i Nordiske Mesterskaber i åbent vand de seneste to år og i 2015 vandt medaljer på både 5 km. og 10 km., har jeg besluttet at udtage Lærke subjektivt således, at hun kan forsvare sine medaljer her i 2016.
Vi glæder os til at se det fulde NM Open Water-hold, som naturligvis vil blive offentliggjort her på siden efter den 20. juni.