Sjette etape af FINA/HOSA 10 km Marathon Swimming World Cup 2015 er svømmet
28-06-2015 20:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Det blev til en sejr til den amerikanske Charles ”Chip” Peterson og italienske Rachele Bruni under sjette etape af maraton cuppen den 27. juni. Denne gang i Setubal, Portugal.
FINA har netop sendt pressemeddelelse ud med nyheden om, at de to vindere af cuppen blev ”Chip” Peterson, som klarede sig igennem i tiden 01.54,23, mens Rachele Bruni gik tiden 02.05,24, og fik dermed sit tredje sejr i sæsonen efter at have sejret i Viedma, Argentina og Abu Dhabi, Forenede Arabiske Emirater.
Det var Petersons første guldmedalje i 2015, efter han under femte etape i cuppen i Ungarn kom ind som nummer 9. Efter nogle op- og nedture gennem sin karriere, ser det ud til, at han har fundet den gode gamle form frem.
Andenpladsen efter Peterson gik til tyske Christian Riechert i tiden 01.54,47, og bronzen gik til amerikaneren Alexander Meiyer i tiden 01.55,00.
Hos kvinderne gik sølvet til japanske Yumi Kida, som kom ind 10 sek. senere end Bruni i tiden 02.05,34. Her gik tredjepladsen til ungarske Anna Olasz i tiden 02.06,17.
I alt 71 svømmere hoppede i vandet til sjette etape af cuppen, og næste etape, den 7. ud af 10, løber af stablen den 23. juli i Canada.
Se hele programmet her og læs hele meddelelsen på FINA's hjemmeside