Fredag den 2. juni svømmes der Herning Open Water
31-05-2017 19:10:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Åbent vand-sæsonen er så småt ved at være skudt i gang, og på fredag afholdes Herning Open Water. Læs mere om stævnet her.
I morgen viser kalenderen juni måned og dermed sommer, og for mange betyder dette også starten på åbent vand-sæsonen. I den forbindelse afholdes der Herning Open Water i Fuglsang Sø fredag den 2. juni. Derfor har SvømmeSport i nyheden her samlet al den information, du har brug for frem mod stævnet.
Hvad, hvem, hvor, hvornår?
Challenge Danmark, Herning Svømmeklub og Dansk Svømmeunion byder velkommen til dette års Herning Open Water i Fuglsang Sø.
Her kan der svømmes to forskellige distancer. Den ene er 1000 meter for dem, der endnu ikke har prøvet åbent vand endnu, men er friske på at give det et skud.
Derudover findes der 1900 meter for de mere rutinerede svømmere.
Arrangementet finder sted fredag den 2. juni, hvor starten på 1000 meteren går klokken 18.05, mens 1900 meteren skydes i gang klokken 18.30.
Du kan komme med!
Du har naturligvis også muligheden for at deltage ved åbent vand-arrangementet. Hvis du følger linket her, har du mulighed for at tilmelde dig helt ind til på selve dagen.
For yderligere information kan du klikke dig ind på Dansk Svømmeunions side openwater.dk. Her kan du tilmed se ruten og finde deltagerlisten.