Tredje dag i Stavanger: Herrerne bidrager stort til medaljehøsten
09-11-2014 20:30:00:
Af: Anne Vegeberg Hansen
De rød-hvide svømmere sluttede stævnet i det norske af med yderligere podiepladser i både de enkelte aldersgrupper, B-finaler og superfinaler.
På sidste konkurrencedag under dette års North Sea Swim Meet formåede de danske svømmere at sikre ni medaljer i de såkaldte store superfinaler, hvor de bedste svømmere uanset årgang dyster mod hinanden.
Og det var primært de danske herresvømmere, der fik lagt sig i front. Således står herrerne – der tæller svømmere fra både KVIK Kastrup og The Vikings samt VKM-kvalificerede Chris Christensen – noteret for at indløse seks af de ni superfinalemedaljer, der tilsyneladende var øremærket Danmark søndag.
Netop Chris Christensen, der ikke er alene er svømmer, men også talentudvikler i Herning Svømmeklub, sikrede sig selv bronze på 50 m bryst med tiden 28,30 og sølv på 100 m medley med tiden 55,04. Han var således to gange på podiet i en superfinale søndag.
Også Daniel Skaaning betrådte skamlerne hele to gange i en superfinale på stævnets tredje og sidste konkurrencedag. Han var således 35/100-dele hurtigere end netop Chris Christensen på 100 m medley og tog dermed guldet, mens det kun blev til bronze på 100 m butterfly, hvor han svømmede tiden 54,05.
Sebastian Ovesen fra KVIK Kastrup svømmede sig også til sølv – det gjorde han på 200 m fri med tiden 1.47,53, hvor han slog landskammeraten Frans Johannesen med 24/100-dele af et sekund og dermed henviste ham til tredjepladsen.
Dermed var det primært de danske herresvømmere, der bidrog til de fine superfinaleresultater søndag. Det betyder dog ikke, at damerne ikke også var i aktion og sikrede metal. Rutinerede Rikke Møller Pedersen fortsat blandt andet blot sin medaljehøst fra de to første konkurrencedag og vandt guld på 50 m bryst med tiden 30,84.
Derudover vandt Julie Kepp Jensen bronze på 200 m ryg, mens Emilie Beckmann sejrede på 100 m butterfly, hvor Jeanette Ottesen endte op med at blive diskvalificeret og dermed endte i bunden blandt de seks svømmere, der svømmede superfinalen.
Søndagens ni podiepladser til Danmark i superfinalerne runder stævnet i Stavanger af med i alt 27 medaljer til de rød-hvide svømmere.
Derudover kan man tælle podiepladserne fra B-finalerne, holdkapperne og ikke mindst de enkelte aldersgrupper, hvor det så bliver til mere end 100 gange, at en dansk svømmer var på podiet i det norske i løbet af de seneste tre dage.
Du kan læse mere om dette års North Sea Swim Meet her, og du finder flere resultater derfra her.
Læs også ”Danske vikinger går i land i Stavanger” og ”Første dag i Stavanger: Otte gange metal til Danmark i superfinaler” samt ”14-årigt talent glæder sig til at dyste med The Vikings” og "Anden dag i Stavanger: 10 ekstra medaljer til DK i superfinaler"