Fjerdedagen havde medley på programmet
23-08-2019 22:00:00:
Af: Rebecca Hegelund
Både Clara Rybak-Andersen og Thea Blomsterberg var i aktion ved fredagens indledende afsnit, der bød på 200m individuel medley
Der var medley på fredagens program for de to danske svømmere ved VM Junior, Clara Rybak-Andersen fra Gentofte Svømmeklub og Thea Blomsterberg fra Sigma Swim Birkerød.
Clara Rybak-Andersen lagde efter planen en smule mere aggressivt ud på de første 100m, end det normalt er strategien, i et forsøg på at nærme sig en tid, der kunne sikre hende en semifinaleplads. Ved 150m er der fortsat gode takter, idet Clara Rybak-Andersen vender 1,8 sekund hurtigere end ved sin personlige rekord.
Clara Rybak-Andersen under sin 200m individuel medley. Copyright: Tino Henschel | Henschel Media
Desværre var det ikke muligt at holde den anlagte strategi helt til mål, hvor Clara Rybak-Andersen slår ind i tiden 2.18.71 kun 97 hundrededele fra sin personlige rekord på 2.17.74. Den viljestærke præstation rakte til en samlet 20. plads.
Thea Blomsterberg var ligeledes i vandet for at svømme 200m individuel medley og her fortsatte hun de gode takter fra de foregående dage. Det blev således til endnu en personlige rekord i tiden 2.22.53, som er en flot forbedring af den tidligere personlige rekord på 2.23.71. Thea Blomsterbergs tid placerede hende på en samlet 31. plads.
Thea Blomstererg i gang med 200m individuel medley. Copyright: Tino Henschel | Henschel Media
Ved lørdagens afsnit stiller hverken Clara Rybak-Andersen eller Thea Blomsterberg til start. Derimod vil de to svømmere anvende lørdagen til at forbedrede sig på 200m brystsvømning, som de begge skal svømme søndag formiddag.
Begges indsats kan følges direkte her, mens alle dagens resultater kan findes her.