Flot indsats ved Swim Open Stockholm
15-04-2019 19:30:00:
Af: Rebecca Hegelund
De danske NTC- og klubsvømmere leverede en række solide præstationer ved forårets andet kvalifikationsstævne, Swim Open Stockholm.
Masser af flot svømning, en række personlige rekorder og enkelte svømmere under VM-kravet er det blevet til ved forårets Swim Open Stockholm, som netop er afsluttet for denne gang.
– Jeg synes, det er dejligt, at så mange af de bedste danske svømmere har fået en masse international stævneerfaring ved Swim Open Stockholm, hvor en del af verdenseliten også er repræsenteret. De danske svømmere har hele vejen igennem vist, at de har bibeholdt deres høje niveau og gode form fra Danish Open i sidste uge, hvor enkelte af dem på ny er kommet under VM-kravet, foruden at en del af dem har sat en række flotte personlige rekorder, lyder vurderingen fra landstræner Stefan Hansen.
Af de mange præstationer var det især Tobias B. Bjergs 100m bryst, som skilte sig ud. Svømmeren fra AGF cementerede sin plads blandt verdenseliten ved suverænt at slå først ind i tiden 0.59.50 og endnu en gang komme under VM-kravet, foruden at det også blev en mesterskabsrekord. Også Daniel Skaaning leverede et flot løb på 200m individuel medley, hvor han med tiden 2.00.69 satte dansk rekord og slog sin gamle fra 2017 med 11 hundrededele. De gode takter på herresiden fortsatte med Mathias Zander Rysgaard, der satte en flot personlig rekord på 100m fri med i tiden 0.49.30.
Kort før starten går til finalen på 200m butterfly ved Swim Open Stockholm 2019.
Også blandt de kvindelige svømmere, var der gode præstationer at bemærke. Julie Kepp Jensen opnåede således et flot resultat ved stævnet i Stockholm, idet hun med tiden 0.25.02 på 50m fri lige akkurat kom under VM-kravet på 0.25.04. Emilie Beckmann bekræftede endnu en gang den gode form ved på ny at svømme under kravtiden på 50m fly, foruden at hun på både 50m fly og 100m fly svømmede et par hundrededele hurtigere end ved Danish Open i sidste uge.
Ved Swim Open Stockholm deltog nogle af verdens dygtigste svømmere. Blandt andre var den ungarske verdensrekordindehaver Katinka Hosszú at finde i finalefeltet på 400m individuel medley, hvor også danske Katrine Bukh Villesen var i aktion. Selvom ungareren dominerede finale fra start til slut, fulgte den aalborgensiske svømmer fint med og leverede således en tid godt halvandet sekund hurtigere end ved Danish Open. Katrine Buk Villesen kan med tiden 4.46.52 derfor glæde sig over at have leveret sin næstehurtigste tid nogensinde.
– Det er en fornøjelse at se, at de danske svømmere er med helt fremme, når det gælder. Især er det interessant, at Tobias B. Bjerg endnu en gang indfrier sit store potentiale og fortsætter med at bevæge sig mod verdenseliten med de velfortjent resultat fra stævnet her i Stockholm. Det er generelt tydeligt at se, at de danske svømmeres hårde arbejde bærer frugt, og det er også derfor, vi ser, at de gode præstationer blive leveret igen og igen under hele stævnet, konkluderer landstræner Stefan Hansen.
Det var ikke kun i Sverige, at nogle af de danske VM-kravtidtagere fra Danish Open var i aktion igen. Også Anton Ørskov Ipsen var i vandet ved Tyr Pro Swim Series i Richmond, Virginia. Ved stævnet i Richmond vandt den danske svømmer både 400m fri og 1500m fri samtidig med, at det lykkedes ham at forbedre sin personlige rekord.
Kort om Swim Open Stockholm
- Swim Open Stockholm blev afholdt 12.-15. april 2019 i Eriksdalsbadet.
- Fra Danmark er det både svømmere fra NTC og danske klubsvømmere, som har deltaget ved stævnet.
- Ligesom Danish Open er Swim Open Stockholm godkendt af FINA som kvalifikationsstævne til VM i Gwangju, Sydkorea, 21.-28. juli 2019.