Evaluering på Sommer Universiade 2019
09-07-2019 09:30:00:
Af: Rebecca Hegelund
World Student Games (Sommer Universiade) 2019 har været en god læring for Alexander Gliese.
Napoli er i disse dage samlingsstedet for alverdens studerende sportsudøvere, som alle dyster ved Sommer Universiade (World Student Games) 2019, der løber af stablen i perioden 3.-14. juli.
Heriblandt er den danske Sigma Swim Birkerød-svømmer, Alexander Gliese, der til dagligt svømmer i USA på University of Maryland, Baltimore County (UMBC).
I dagene 4.-10. juli har han været i aktion i bassinet, hvor han har svømmet både 50m, 100m og 200m ryg i helholdsvis 0.26.17, 0.55.38 og 2.03.44.
– Det er positivt, at Alexander Gliese med sin første deltagelsen ved et større internationalt mesterskab har samlet sig erfaring på det her stadie. Selvom det ikke blev til finalepladser, så har han generelt set stadig vist et stabilt niveau, foruden at han har lært at håndtere det pres, som følger med ved sådanne store internationale mesterskaber, lyder vurderingen fra landstræner Stefan Hansen.
Foto: Privatfoto
Alexander Gliese er indehaver af den danske rekord på 200m ryg, som lyder på 1.59.58 og blev sat ved Danish Open i april 2019.